De mange skader kommer næppe som en overraskelse i NFL, men usædvanligt er det, at så mange nøglespillere er ramt på samme tid. Denne gang er det den vigtige del af Cowboys’ offensive linje La’el Collins på guard-positionen.

Det var i andet quarter i søndagens kamp mod Chicago Bears, at La’el Collins rev et ledbånd over i sin storetå. Collins skal nu sidde over i mindst 6-10 uger. Yderligere undersøgelser skal dog vurdere, om der skal en operation til, hvilket formentlig ville betyde en ende på sæsonen for den 23-årige talentfulde guard. Det skriver NFL-insider Ian Rapoport på Twitter:


La’el Collins er en vigtig spiller i Dallas Cowboys’, af mange, lovpriste offensive linje og holdet håber derfor, at han når at vende tilbage inden for den regulære sæson. Det til trods er Collins blevet placeret på Cowboys’ injured reserve-liste.

Det er muligt for et hold at hente en spiller tilbage fra denne liste, dog kun én spiller. Derfor kommer det også nu Cowboys til gode, at de ikke har placeret quarterback Tony Romo på denne liste, da de så skulle undvære mindst én af disse talenter. Romo er som bekendt ude med en brækket knogle i ryggen, og vil misse mindst halvdelen af sæsonen.

La’el Collins blev anset som et muligt top 10-valg i første runde af 2015-draften, men holdenes interesse forsvandt da det rygtedes at han var med i en undersøgelse af mordet på en gravid kvinde, som Collins tidligere havde haft et forhold med. Selvom Collins ikke var mistænkt i sagen truede hans agenter med, at han skulle sidde ude hele 2015-sæsonen og først deltage i NFL-aktiviteter i 2016-draften, men han endte med at blive hentet af Cowboys efter draften sidste år.

På trods af sit store talent, er Collins’ skade ikke et stort tab for Dallas Cowboys. Som backup har de nemlig den erfarne og dygtige guard Ronald Leary. Leary anses af mange for at være den mest kompetente backup linjemand i NFL med sine 35 starter i 36 kampe over sine første par sæsoner. Den 27-årige venstre guard vil erstatte Collins indtil han vender tilbage, hvorefter han får sit job som starter tilbage.

Ronald Leary bad i sommer Cowboys om at blive byttet væk, men holdet afslog. Det sætter de formentlig pris på nu, hvor de kan indsætte en guard, som i 2014 bogstaveligt talt banede vejen for Demarco Murrays imponerende Offensive Player of the Year-titel. Leary skal nu forsøge at gøre det samme for Ezekiel Elliots mulige Rookie of the Year-titel.