Cowboys-linebacker Jaylon Smith pådrog sig en rigtig alvorlig knæskade i sin sidste college-kamp, men Dallas tog chancen og valgte Smith i anden runde af sidste års draft. Nu viser den talentfulde forsvarsspiller klare tegn på bedring.

Dallas Cowboys overraskede langt de fleste, da de sidste år valgte linebacker Jaylon Smith i anden runde af NFL Draften. Få måneder forinden havde Smith nemlig pådraget sig en alvorlig knæskade i sin sidste college-kamp for Notre Dame i Fiesta Bowl mod Ohio State. Flere lægekyndige folk såede tvivl om, hvorvidt Smith nogensinde ville komme til at spille i NFL, men den eksplosive linebacker gør store fremskridt.


Jaylon Smith rev sit korsbånd over og beskadigede flere andre ledbånd. Det værste var dog, at også nerverne i knæet havde taget seriøst skade af uheldet, og lige netop det var årsagen til den skepsis, der var omkring forsvarsspillerens udsigt til at vende tilbage på bare noget nær det niveau, han viste i college.
Men ifølge Ian Rapoport er nerverne i Smiths knæ begyndt at heale, og han er ved at få kontrol over musklerne i knæet. Han kan desuden løfte tæerne og selve foden. I sidste uge sagde Cowboys’ Stephen Jones, at linebackeren ‘viser store fremskridt,’ og det forventes, at Jaylon Smith deltager i holdets forårstræninger.
Dallas regner med at få 21-årige Smith på banen i løbet af sæsonen, og han vil spille med et knæbind. Der er dog ingen forventning om, at han vil komme tilbage som den top-linebacker han var spået til at blive inden skaden.