Cowboys har måske ligaens bedste offensive linje, og det vil de gerne blive ved med at have. Den nye højre tackle, La’el Collins, har fået en to-årig forlængelse, selvom han endnu mangler at bevise sig selv.

Dallas Cowboys har NFLs måske bedste trio bestående af venstre tackle, Tyron Smith, center, Travis Frederick og højre guard Zack Martin. En god offensiv linje har dog ingen huller, og derfor er Cowboys ikke er bange for at investere i spillere udover de tre. Holdets nye højre tackle, La’el Collins, der i 2015 spillede guard og missede det meste af 2016 med en skade, har fået en 2-årig kontraktforlængelse, der i 2018 og 2019 vil gøre ham til en af ligaens bedstbetalte højre tackles.


Det kan lyde som en stor kontrakt for en spiller, der næsten ikke har bevist noget på banen, men det er sandsynligvis en del af en underliggende aftale fra dengang La’el Collins skrev under som undrafted free agent.
Op til 2015 draften var Collins nemlig forudset til at blive valgt i første runde, men kort tid før draften dukkede hans navn op i en mordefterforskning. Det betød, at Collins endte som undrafted free agent med en kontrakt mange millioner dollars mindre værd, end havde han været et førsterundevalg.
Den nye kontrakt, der løber ud på samme tid som en rookiekontrakt for et førsterundevalg fra 2015, vil bringe ham op på en totalindtjening tæt på, hvad han havde tjent som et førsterundevalg.