Det er normalt at spillerne fra årets draftklasse bliver stillet sære spørgsmål af holdene i løbet af interviewene ved NFL Combine. Flere spørgsmål stillet til runningback Derrius Guice har dog været direkte over stregen, og NFL vil nu gå ind i sagen.

Foruden at måle spillernes hurtighed, teknik og atletiske formåen, har holdene under NFL Combine mulighed for at interviewe op til 60 spillere i maximalt 15 minutter hver. En stor del af tiden bruges på at studere klip fra collegekampe spilleren har spillet i, men holdene bruger også god tid på at snakke med spillerne om alt mellem himmel og jord, for at få en bedre forståelse af hvem de er som personer. I disse samtaler kan holdene stille de særeste spørgsmål, og nogle gange går de over stregen. Dette skulle også være tilfældet ved dette års combine, hvor det mulige førsterundevalg Derrius Guice, blev spurgt om han kan lide mænd og hvordan han har det med at hans mor er prostitueret (hvilket hun selvfølgelig ikke er).

Selvom holdene formentligt blot har forsøgt at teste hvordan Guice ville reagere, så er sådanne spørgsmål ikke noget NFL vil tolere. Det er ihvertfald beskeden fra NFL’s talsmand Brian McCarthy:

Sådanne spørgsmål er totalt upassende og i direkte modstrid med ligaens arbejdspladspolitik. NFL og dets klubber er dedikerede til at give lige jobmulighed til alle ansatte, på en måde som er konsistent med vores dedikation til mangfoldighed og inklusion, stat- og føderal lovgivning samt CBA’en [aftale mellem NFL og spillerforeningen, red.]. Vi vil undersøge sagen. Ligaen husker hvert år klubberne på disse arbejdspladspolitikker, som forbyder dem at søge information om en spillers sexuelle orientering.

De sære spørgsmål til Guice er langt fra enlige svaler. Igennem årene er de draft håbefulde blevet stillet adskillige sære og til tider grænseoverskridende spørgsmål.

1. Hvornår mistede du din mødom?

2. Er din mor prostitueret?

Dez Bryant blev under sin draft proces stillet et spørgsmål meget lig det Guice fik. Bryant fortalte senere Sky Sports at han blev rasende over spørgsmålet, men skjulte sin reaktion så godt han kunne.

3. Syntes du sin mor er attraktiv?

4. Hvis du skulle begå drab, ville du da benytte en kniv eller en pistol?

5. Kan du lide mænd?

Også Giants cornerback Eli Apple blev spurgt ind til sin seksualitet. Dette skete under NFL combine i 2016.

6. Vil du dele din internethistorik med os?