Rivalry week markerede den sidste officielle spilleuge i den regulære sæson i college. På papiret så den yderst spændende ud med store playoff-konsekvenser og den skuffede ikke. Ohio State slog ærkerivalerne Michigan, Auburn slog stats-rivalerne Alabama og Miami stod for den kæmpestore overraskelse ved at tabe til Pitt.

Nummer 1 og nummer 2 tabte begge deres kampe, hvilket garanterer kaos og ekstraarbejde for College Football Playoff-komiteen. Fortjener Alabama og Miami stadig en plads i final four? Men Rivalry Week handler om mere end bare playoff. Det er her at mange af holdene endelig skal spille mod ærkerivalerne, kampene hvor der lige er sat et kryds i kalenderen. En af kampene uden større betydning for playoff, var største rivalopgør i amerikansk fodbold mellem Ohio State og Michigan, også kendt som ‘The Game’.

#9 Ohio State 31 – Michigan 20

På udebane foran 115.000 tilskuere sørgede Ohio State Buckeyes for sejren, efter at have været bagud i starten af kampen. Det er nu sjette gang i streg, at Buckeyes slår Wolverines, men denne gang var der et bizart twist. Ohio States QB JT Barrett blev nemlig erstattet af Dwayne Haskins, efter angiveligt at blive skadet på sidelinjen inden kampstart. Det virkede meget bizart. Barrett varmede op på sidelinjen, indtil en kameramand ved en fejl gik ind i hans ben og forårsagede en mindre knæskade! “I remember he was wearing something gray, and he continued to walk. He got a little nervous.” Ikke den bedste dag for den unavngiven Fox-kameramand. Træner Urban Meyer var i hvert fald rasende efter kampen. Buckeyes-lejren regner med, at Barrett er tilbage igen næste lørdag hvor de skal spille Big10-finale mod Wisconsin. Men reserven Haskins gik ind og ledte holdet til en vigtig sejr, der holder dem inde i ræset om en final four-plads, om end det vil være lidt af et longshot. Michigan vil nok bare prøve og glemme denne sæson hurtigst muligt, selvom de skal spille en bowlkamp til december.

#2 Miami 14 – Pittsburgh 24

Miamis perfekte sæson er ovre. Holdet skal nu bare håbe på, at en sejr over Clemson i ACC-finalen på lørdag er nok til at de stadig havner i playoff. I hvad der blot skulle have været en look ahead-kamp, havnede Miami Hurricanes meget hurtigt i kæmpe problemer. I hele første halveg virkede holdet utroligt sløje og man regnede bare med, at de ville lave et comeback i anden halveg. Pitt Panthers freshman QB Kenny Pickett var kampens bedste spiller, da han stod for 3 touchdowns og en af sæsonens helt store overraskelser. Det bliver spændende at følge hans udvikling. Det kan godt være at Miami har haft et fint CV med gode sejre over Notre Dame og Virginia Tech, men de har også haft en håndfuld dårlige sejre. Hvor man i sidste uge diskuterede om der skulle gøres plads til både Clemson og Miami i final four, er der nu kun plads til én af dem – måske.

#1 Alabama 14 – #6 Auburn 26

Weekendens største opgør var det klassiske ‘Iron Bowl’-opgør mellem statsrivalerne Alabama og Auburn. I staten hvor kun Jesus er vigtigere end football, er dette opgør årets begivenhed. Auburnfans stormede banen i ren glæde og vildskab, præcis som de gjorde sidste gang at de slog Alabama Crimson Tide. Noget der kostede universitetet rundt regnet en kvart million dollars. Auburns unge QB Jarrett Stidham stod for 237 yards og et touchdown i fjerde quarter, men det var Tigers RB Kerryon Johnson der dominerede Alabamas front-seven. Johnson kastede et jump pass-touchdown og løb 30 gange for 104 yards, indtil han måtte forlade kampen med en skulderskade. Auburn har dermed sikret sig selv en billet til SEC-finalen på næste lørdag mod Georgia og kan dermed højst sandsynligt selv sikre sig adgang til playoff med en sejr. Alabama lignede ikke helt sig selv. De plejer at se klar og fattet ud i de helt store kampe. Kan man virkelig forestille sig et playoff uden Crimson Tide? De kan nu ikke andet end vente og se, hvordan komiteen vurderer situationen. Men et 1-nederlags Alabama burde stadig have en god chance for playoff.

South Florida 42 – #15 Central Florida 49

Ugens bedste kamp havde ingen betydning for playoff, men det var nede i Florida at den offensive magi skulle ske. For mindre end 2 år siden var Central Florida 0-12 – i dag er de 12-0. Grunden til at de dog ikke er rangeret højere skyldes, at UCF ikke spiller i en stor konference og dermed heller ikke har et imponerende resume. UCF-træner Scott Frosts arbejde for at vende det om for programmet har gjort, at han er et af de helt store emner hos statens største program, Florida Gators. QB Quinton Flowers bliver oftest overset i snakken om de bedste college quarterbacks, men han har nu haft en af de mest produktive college-karrierer i historien. Kampen bølgede frem og tilbage igennem hele kampen. USF Bulls udlignede til 42-42 i slutningen af fjerde quarter og UCF skulle derfor levere et stort play ved næste besiddelse. På kickoff fandt UCFs Mike Hughes en åbning i højre side af banen og løb bolden hele vejen i endzone og afgjorde kampen med under 2 minutter tilbage på uret. UCF kommer nok aldrig i playoff før de begynder at spille mod flere stærke modstandere, men de har retning mod en plads i en af de store nytårs-bowls, som er de mest prestigefyldte bowls udenfor playoff.

Andre nævneværdige resultater:

  • Ole Miss 31 – Mississipi State 28
  • Baylor 22 – TCU 45
  • Missouri 48 – Arkansas 45
  • West Virginia 31 – Oklahoma 59
  • Florida State 38 – Florida 16
  • Clemson 34 – South Carolina 10
  • Notre Dame 20 – Stanford 38