Uge 10 gav os 7 kampe mellem top 25-hold. Der var fyldt godt op på både sjov, elendighed og mærkelige hændelser. Har du nogensinde set en QB blive smidt ud for targeting?

I BIG12 gik de amok – i BIG10 gik de i fuldstændig chok. Oklahoma er glade i dag, hvorimod Ohio State og Penn State er i komplet fortvivlelse, efter at begge tabte til underdogs og dermed ser helt ude af playoff-løbet. For første gang i lang tid ser det ud til, at der kommer spænding i SEC-konferencen. Alabama har tromlet over alle i årevis, men Georgia ligner en værdig modstander i år.

#6 Ohio State 24 – Iowa 55

Ja, du læste rigtigt. Ohio State blev fuldstændig smadret af Iowa Hawkeyes, der ellers på papiret så ret tamme ud. Iowa QB Nate Stanley lignede i går landets bedste QB, da han kastede for 226 yards og 5 touchdowns. Ingen havde set den her komme, efter Ohio States fornemme præstation i sidste uge. Deres eneste chance må være, at rigtig mange hold smider kampe de næste par uger, så et 2 nederlags-hold kan komme i betragtning til playoff. Men det ser helt umuligt ud efter så dårlig en kamp.

#7 Penn State 24 – #24 Michigan State 27

Kampen blev forsinket næsten 3,5 time pga. tordenvejr i anden quarter. Penn State havde efter Ohio States nederlag en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen om BIG10 og en eventuel plads i playoff. Dette forpurrede de dog. Den ellers altid gode Penn State RB Saquon Barkley, blev holdt godt og grundigt tilbage af et stærkt Spartan defense og kunne kun skrive 63 rush yards på scorekortet.

#4 Clemson 38 – #20 NC State 31

Clemson var bagud i det meste af kampen, men sled sig til sidst til sejr over NC State. Kampen havde stor betydning for ACCs atlantic division. Clemson viste at de har meget erfaring med store kampe, ved at gøre lige præcist nok for at vinde. De ser ud til at være i cruise control til ACC-finalen.

#5 Oklahoma 62 – #11 Oklahoma State 52

Lørdagens største opgør skulle findes i BIG12, hvor Oklahoma-derbyet gik helt pointamok. Opgøret bliver kaldt for Bedlam, hvilket er meget passende. Holdene leverede samlet set 114 point og mere end 1400 yards og begge Heisman-kandidater Baker Mayfield og Mason Rudolph var de vilde gunslingers. Mayfield kastede for 598 yards og Rudolph 448. Oklahoma Sooners kom levende ud af opgøret og er dermed stadig med i playoff-løbet. Oklahoma State bliver nok ikke straffet synderligt hårdt, for at tabe så tæt en kamp. Men de er nok ude af playoff-løbet.