Robert Griffin III træner fra nu af på lige fod med sine holdkammerater. Cleveland Browns-quarterbacken er blevet ‘cleared for contact’ og er i spil til opgøret mod Cincinnati Bengals om 12 dage.

Cody Kessler, Josh McCown, Charlie Whitehurst, Kevin Hogan og sågar Terrelle Pryor har spillet quarterback for Cleveland Browns, siden Robert Griffin III pådrog sig en slem skulderskade i åbningskampen mod Philadelphia Eagles.

Nu ser det ud til, at quarterback-cirklen kan fuldendes. RGIII er blevet ‘cleared for contact’ til træning og er derfor officielt en mulighed som starter, når Cleveland får besøg af divisionsrivalen Cincinnati Bengals om 12 dage.

Cheftræner Hue Jackson har ikke taget nogen endelig beslutning endnu, men det ville være mærkeligt, hvis han ikke vil udnytte muligheden til at få set Griffin an i de sidste fire kampe.

Browns er stadig uden sejre i sæsonen, og den bedste chance for at undgå et historisk stempel på 0-16 er nok mod netop Bengals. Det ville være noget af en historie, hvis RGIII skulle blive redningsmanden.