Cleveland Browns’ cheftræner, Hue Jackson, har valgt Brock Osweiler som starteren i næste uges preseason-kamp mod New Orleans Saints.

Hos Cleveland Browns er der gang i en interessant quarterback-duel. Cody Kessler var på forhånd favoritten, da han i kendte angrebssystemet fra sidste år, men også årets andenrundvalg, Deshone Kizer, og den tidligere Texans-quarterback, Brock Osweiler, er kandidater. Nu får sidstnævnte i hvert fald muligheden for at imponere.


Browns’ træner, Hue Jackson, har således besluttet, at Osweiler skal starte, når Browns tager hul på sæsonen imod New Orleans Saints i næste uge.
– På nuværende tidspunkt har vi tænkt os at lade Brock (Osweiler) starte vores første preseason-kamp mod Saints på torsdag, sagde Hue Jackson i en meddelelse på klubbens twitter.
– Der er meget, der spiller ind, men det vil altid handle om at kunne styre angrebet dygtigt og effektivt. Det skal starteren kunne under alle omstændigheder. Brock har ikke spillet med førsteholdet, og dette vil give ham muligheden.
Jackson sagde yderligere, at Cody Kessler vil være den anden quarterback på banen, men at DeShone Kizer og Kevin Hogan også vil få spilletid.
Det er kun Kessler og Hogan, der har spillet i Hue Jacksons system før. Det gjorde de sidste år, hvor Kessler startede otte kampe og kastede 1.380 yards, seks touchdowns og to interceptions. Hogan optrådte i fire kampe med 104 yards, ingen touchdowns og to interceptions til følge.
Osweiler kom til Browns i år, da Texans tradede ham efter en skuffende sæson. Også Kizer er ny mand i Cleveland, efter de valgte ham i anden runde af årets draft.