Cleveland Browns’ rookie-stjerne Myles Garrett forstuvede i går anklen til træning og er ude i mindst et par uger.

Myles Garrett var på søndag udset til at få en kæmpe rolle på Cleveland Browns-forsvaret, hvor holdet tager imod Pittsburgh Steelers i sæsonpremieren. Men desværre pådrog Garrett, der var allerførste spiller valgt i årets draft, sig en uheldig ankelskade under onsdagens træning, som nu koster ham de første uger af sæsonen.


Ifølge journalisten Mary Kay Cabot, der dækker Browns tæt, var det et “freak accident,” hvor en holdkammerat kom til at træde på siden af Garretts ankel, som han dermed forstuvede. Han er muligvis ude i op til fire uger, og hans skades-situation vil blive opdateret om cirka to uger.
Skaden til den ekstremt talentfulde pass rusher er naturligvis uheldigt nyt for Cleveland så tæt på sæsonstart. AFC-North mandskabet har sukket efter playmakere på forsvaret, og især den manglende evne til at få lagt pres på modstanderens quarterback har været et stort problem.
Big Ben og Co. gnider sig nok lidt i hænderne over ikke at skulle bekymre sig om Myles Garrett fra søndag klokken 19. Optimismen i Cleveland lever dog videre, selvom sejrschancerne i weekenden ikke er blevet større.