Et hold med drømme om at skrabe sejre nok sammen til en wild-card billet, gæstede et hold der mere beskedent håbede på sæsonens første sejr. Meget var på spil da Green Bay Packers gæstede Cleveland Browns.

Man kan ikke andet end at have ondt af Cleveland efter aftenens kamp. Selv Packers fans, der efter 27-21 sejren stadig kan holde fast i håbet om et Rodgers play off eventyr, må have en smule sympati med holdet fra det nordlige Ohio. Mens de i årtier er blevet forkælet af lækkerier fra Brett Favre og Aaron Rodgers, har Browns fans måtte se så mange middelmådige quarterbacks stå under center, at man nok har haft betænkeligheder ved om ligaens transformation til en kasteliga virkeligt har været en god ide. Det var da også ganske symbolsk en forfærdelig interception af holdets nuværende quarterback, den unge DeShone Kizer, der afgjorde aftenens kamp.
Browns startede ellers godt ud, og det kunne tyde på at spillerne havde hørt på medierne, der ugen ud havde påpeget at kampen mod Packers med backup Brett Hundley under center, formentligt var deres bedste chance for at smage sejrens sødme i 2017. Josh Gordon så fremragende ud, og scorede sit første touchdown. Crowell og løbespillet så stærkt ud. Altmuligback Duke Johnson havde endda overskud til at hylde divisionsrivalen Steelers skadede Ryan Shazier efter hans touchdown. En smuk gestus fra et smukt spillende hold.


Og lige lidt hjalp det, da holdet i 4.quarter og overtiden faldt fra hinanden. Packers drives i denne periode hed: touchdown, punt, touchdown, touchdown (kampvindende). Hos Cleveland var det: punt, punt og interception.

Juleaftensdag 2016 fejrede kommentatorer og fans ekstatisk holdets sejr over San Diego Chargers der afværgede en ydmygende 0-16 sæson. Et lille år senere må holdets fans indse at der måske ikke bliver nogen ekstatisk sejrsfest i år. Med kampe mod Ravens, Chicago og Pittsburgh tilbage på programmet, skal de levere et mindre julemirakel for ikke at ende i den forkerte ende af NFL’s rekordbog: som kun det andet hold i ligaens historie til at gå 0-16.