Med 52.-valget i draften har Cleveland Browns valgt Notre Dame-quarterback Deshone Kizer. Er fremtidens signal-caller nu på plads?


I går valgte Cleveland tre spillere i første runde af draften, men ingen quarterback. Det ændrede Browns i anden runde med 52.-valget ved at tage Notre Dame-quarterback Deshone Kizer.
Kizer var i februar vurderet som den bedste eller anden bedste quarterback i årets draft, men jo tættere vi kom på draften, jo mere stod det klart, at Mitchell Trubisky, Pat Mahomes og Deshaun Watson alle stod foran Kizer ifølge NFL-holdene.
Der er dog ingen tvivl om, at Deshone Kizer har potentialet til at blive en startende NFL-quarterback. Han har en stor arm og de atletiske evner til at blive super dygtig. På den negative side reagerede han ikke så positivt i modgang i college, da han blev bænket, og havde desuden problemer med sin præcision.
Hvis Cleveland regner med at smide Kizer i aktion fra dag 1, så er valget en kæmpe fejl. Han skal have tid til at vænne sig til tempoet i professionel football, og der taler vi mindst et år i oplæring – gerne to.


Problemet for Browns er bare, at hverken Brock Osweiler og Cody Kessler ligner spillere, der har de ledermæssige og spillermæssige kvaliteter til at tage Kizer under deres vinger. Det ansvar må primært ligge på skuldrene af cheftræner Hue Jackson.