I marts hentede Browns den rutinerede tackle Donald Stephenson, men den 29-årige tackle har valgt at stoppe karrieren efter et forår, der også har budt på en karantæne.

Cleveland Browns skal i 2018 finde en erstatning for den legendariske venstre tackle Joe Thomas, og kampen om at beskytte Tyrod Taylors blinde vinkel bliver en vigtig del af Browns’ træningslejr i August.

Antallet af mulige arvtagere er dog faldet med en mand, da den 29-årige tackle Donald Stephenson har valgt at stoppe karrieren. Stephenson blev hentet til holdet i free agency i marts, men har altså valgt at sige stop før sæsonen overhovedet er begyndt.

Stephenson har spillet seks år i NFL, siden Chiefs valgte ham i tredje runde af 2012-draften. Hos Chiefs var han holdets primære backup, og det blev til 21 starter i fire år i Kansas City. Sidenhen spillede han i 2016 og 2017 hos Denver Broncos, hvor han blandt andet startede 12 kampe i 2016.

Hos Browns var Stephenson udset til at kæmpe om en rolle som backup tackle, men har ikke været til stedet ved holdets forårstræninger. Derudover blev han ramt af to kampes karantæne for brud på ligaens misbrugspolitik for en måneds tid siden. Stephensons karrierestop betyder, at Cleveland ikke skal betale ham de 2,5 millioner dollar, som han havde udsigt til, hvis han havde spillet sæsonen.