Hvis NFL Draften fandt sted i dag, ville Cleveland Browns nok ikke vælge en quarterback, men gå med Penn State-runningback Saquon Barkley med førstevalget. Baker Mayfield ligner Clevelands favorit på quarterback-positionen.

Efter NFL Scouting Combine får vi altid nogle tidlige fingerpeg om, hvilke spillere NFL-holdene har øverst på deres liste. Cleveland Browns skal (igen) vælge helt i toppen af draften, og i år har AFC North-mandskabet både valg nummer 1 og 4 i første runde.

***LÆS OG SE: Barkleys vilde Combine-præstation*** 

Det giver naturligvis Browns en unik mulighed for at finde og vælge den franchise quarterback, som holdet har ledt efter i mange år. Som det ser ud lige nu, er det langt fra sikkert, at Cleveland vælger en af de talentfulde quarterbacks med førstevalget. Den alsidige og eksplosive runningback fra Penn State, Saquon Barkley, imponerede så meget ved Scouting Combine, at han nu kraftigt kandiderer til at blive valgt som den første spiller i draften.

Ingen runningback er blevet valgt som nummer 1 i draften siden 1995, hvor Cincinnati Bengals draftede Ki-Jana Carter. Men med en quarterbackgruppe uden én, der skiller sig ud som den klare favorit eller vurderes som en ‘slam-dunk’ franchise quarterback, kan Browns beslutte sig for at gå med Barkley, som af mange anses for at være draftklassens bedste spiller.

Cleveland kan stadig få en af de mange dygtige quarterbacks med fjerdevalget, hvor Sam Darnold, Josh Rosen, Baker Mayfield og Josh Allen nævnes igen og igen som de fire bedste. Her hælder Browns ifølge NFL Networks Mike Garafolo til den semi-kontroversielle Oaklahoma-signal caller, Baker Mayfield, der lever højt på sin præcision, lederegenskaber og passion for spillet. Det sidstnævnte har også resulteret i nogle mindre heldige episoder på banen, der kan få enkelte hold til at tøve med at vælge Mayfield højt.

Med små to måneder til draften kan tingene stadig nå at ændre sig, men Barkley vil uden tvivl være inde i billedet til førstevalget indtil det sidste.