Det er sjældent, at gode og unge offensive linjefolk får lov til at ramme det åbne marked, men en lokal journalist, der følger holdet tæt, forventer, at Cincinnati lader Kevin Zeitler forlade holdet.

For få år siden havde Cincinnati Bengals en rigtig stærk trup, men i de senere sæsoner er puljen med talent blevet mindre, og nu kan holdets offensive linje blive betydeligt svækket.
Det vil nemlig være konsekvensen, hvis holdets stærke højre guard, Kevin Zeitler, der endnu ikke har kontrakt for 2017, forlader Bengals.
Og ifølge Paul Dehner Jr., der følger Cincinnati Bengals for Cincinnati Enquirer, så er chancerne for, at holdet giver Zeitler en stor kontrakt ikke store.
”Jeg føler mig stadigvæk sikker på, at Kevin Zeitler spiller et andet sted i 2017. Når snakken falder på free agency, så er det altid Andrew Whitworth, der popper op. Zeitler vil få en kæmpe kontrakt et sted, og Bengals har aldrig værdsat guard-positionen som en position, der er værd at give den helt store kontrakt på. Da sæsonen sluttede, sagde jeg, at der var 45% chance for, at han kom tilbage til Bengals. I dag vil jeg sætte chancerne til 30%”, skrev Paul Dehner Jr. således i et blogindlæg.
Kevin Zeitler er på nuværende tidspunkt 26 år, og han bliver 27 inden sæsonen går i gang.
På grund af alderen forventes han at være den guard, der scorer den største kontrakt i år, men de kommende free agents TJ Lang og Ronald Leary forventes også få sig nogle ganske solide kontrakter.