Cincinnati Bengals-linebacker Vontaze Burfict har overstået sin karantænedom på tre spilledage og vil få sæsondebut torsdag nat mod Miami Dolphins.

Cincinnati Bengals har nået slutspillet de seneste fem sæsoner, men hvert år har AFC North-mandskabet lidt et smertefuld nederlag. I denne sæson er Bengals startet 1-2, og spørgsmålet er, om holdet overhovedet kommer i slutspillet?

Heldigvis får Cincinnati nu holdets hårde hund på forsvaret tilbage, da linebacker Vontaze Burfict har overstået sin karantæne for et voldeligt hit på wide receiver Antonio Brown i sidste sæsons slutspilsnederlag til Steelers.

Hittet efterlod Brown med en hjernerystelse, Bengals blev straffet med 15 yards og tabte kampen, mens linebackeren fik karantæne.

Den episode hører nu fortiden til, og Burfict selv glæder sig til at komme i gang igen.

“Det føles godt at være tilbage med mine holdkammerater og forberede vores plan til kampen,” sagde Burfict mandag om sin første dag på træningsbanen, siden sæsonen begyndte.

Nu er det spændende, hvor stor en rolle linebackeren får i sin sæsondebut mod Miami Dolphins. Ifølge cheftræner Marvin Lewis går der i hvert fald ikke længe, før Vontaze Burfict starter på forsvaret.

“Han vil være en af de 11 startere på et tidspunkt, sandsynligvis i denne kamp. Det finder vi ud af op mod kampen,” sagde Lewis.

Burfict selv er klar over, at han ikke skal direkte ind og spille hele kampen, men hvis det bliver nødvendigt, føler han sig i stand til det.

“Han (Marvin Lewis) siger, at jeg nok spiller halvdelen af kampen, men hvis det er tæt, føler jeg, at jeg kan spille hele kampen. Men det er op til dem (trænerstaben). De vil vurdere mig og selvfølgelig ikke risikere, at jeg spiller for meget og bliver skadet.”

Uanset hvor meget Vontaze Burfict spiller i Thursday Night Football, er der nok ingen tvivl om, at vi får den samme frygtløse spiller at se. Vi håber bare, at det bliver uden konsekvenser for modspillere og ham selv.