Der har i et stykke tid været forlydender om, at Brandon LaFell ikke var sikker på en rosterplads hos Bengals. Det har vist sig at holde stik og receiveren skal nu ud og finde en ny arbejdsgiver.

Sidste år valgte Cincinnati Bengals en receiver, John Ross, i top 10 og brugte et andenrundevalg på Tyler Boyd i 2016. Boyd har vist gode takter i sine første sæsoner, mens Ross har været lidt af et mysterium, der aldrig rigtig så banen i sin første sæson. Men Bengals har tillid nok til deres unge kerne af receivers bag superstjernen A.J. Green, idet Mike Brown og Bengals har valgt at frigive veteranen Brandon LaFell efter spillerens eget ønske. Det melder spillerens agent Jonathan Feinsod.

Det er en logisk beslutning, og LaFell har nok fornemmet, at hans tid hos Ohio-holdet var ved at være forbi. Cheftræner Marvin Lewis har bl.a. tidligere været ude og sige, at LaFell kunne mærke presset fra de andre receivers på rosteren.

LaFell blev valgt af Carolina Panthers i tredje runde af draften i 2015. Herefter gik turen et smut forbi New England, hvor han var med til at bringe Lombardi-trofæet tilbage til New England i 2014 inden han landede hos de bengalske tigre i 2016.