Baltimore Ravens (3-2) tog søndag aften imod Chicago Bears (1-4) i en kamp, hvor historien op til kampen var to angreb der endnu ikke havde fået det til at fungere. Angrebsmæssigt blev det aldrig rigtig kønt, men begge forsvar spillede godt og Ravens specialteams havde en fantastisk dag!
Første halvleg blev en tung dosis løbespil fra begge holds side, hvilket ikke resulterede i forfærdeligt meget. Begge forsvar holdt nogenlunde stand og der skulle et trickspil til fra Chicagos angreb før det første touchdown blev scoret. Pausestillingen blev således 10-3 til Bears.


Anden halvleg bød på glimrende forsvarsspil og begge enheder forcerede et par turnovers. Bears safety Adrian Amos interceptede Joe Flacco og returnerede den hele vejen til modsatte endzone til touchdown. Kampens længste spil var et 96-yards kickoff return touchdown af Ravens return mand Bobby Rainey, der i sig selv var et mærkeligt og forvirrende spil. Punt returner Michael Campanaro kvitterede med endnu et Ravens specialteams touchdown med under to minutter tilbage i kampen. Joe Flacco kastede efterfølgende complete til 2 point conversion der udlignede kampen 24-24, som også var stillingen da tiden løb ud.


Chicago Bears løb med sejren på et Connor Barth 40-yard field goal. Bears kom til Baltimore med en klar plan på angrebet: løb bolden! Det må man sige de gjorde. De løb bolden 54 gange mod kun 17 kast. Bedst var Jordan Howard med 36 forsøg til 167 yards. På Ravens side kastede Joe Flacco 24/41 for 180 yards og 2 interceptions.