Chicago Bears har fritstillet den salsadansende receiver Victor Cruz, der kom til klubben i free agency.

Mens NFL-klubberne er i gang med at skære holdene til 53 spillere, står det klart, at Victor Cruz er fortid hos Chicago Bears. Den 30-årige receiver var således blandt de mange fyrede fredag aften. Det rapporterede NFLs Tom Pelissero på twitter.


Bears hentede den salsadansende receiver i free agency, men han har imidlertid ikke gjort nok i træningskampene til at sikre sig en plads på holdet. Desuden pådrog han sig en knæskade, som skal undersøges nærmere, i holdets fjerde træningskamp.
I stedet vil spillere som Kendall Wright og den undraftede rookie, Tanner Gentry, formentlig forblive på holdet.
Cruz var i flere år en profil hos Giants, hvor han greb for mere end 4.000 yards og 25 touchdowns. Siden 2014 har han dog været plaget af skader, og det er naturligt at tænke, at Cruz har scoret sit sidste touchdown i NFL.