Hver uge kigger Gul Klud på et af rundens rivalopgør og historien bag opgøret. I denne uge kigger vi på et NFC North-brag mellem Bears og Vikings. Læs bl.a. hvordan Jim Harbaugh, Mike Ditka og Devin Hester alle har sat sit præg på historien.

Første møde: 17. september 1961, Vikings vandt 37-13 på hjemmebane.
Head to head record: 57-51-2  i Vikings favør. (110 opgør)
Antal Super Bowl sejre: Bears 1 (2 optrædener) Vikings 0 (4 optrædener)
Seneste 10 opgør: 5-5
Seneste møde: 20. December 2015. Vikings vandt 38-17 på hjemmebane.
2015 sæson record. Vikings: 5-1, Bears: 1-6.

En rivaliseringen som ikke skal overses
Packers’ historiske tyngde og succes betyder, at de største rivaliseringer i NFC North typisk inkluderer ostehovederne. Derfor overses nogle af de andre opgør en gang imellem. Det er synd, for der er bestemt rigeligt had mellem de andre.

Vikings mod Bears er et af de opgør, og selvom begge hold uden tvivl hader Packers mere, er det to fangrupper, der bestemt ikke kan lide hinanden. Historisk har det været en tæt rivalisering, og opgørene har en historie for store spil og store comebacks.

Vikings debuterede mod Bears

Sjældent er nye hold specielt effektive i deres første sæsoner, men Vikings fik den bedste tænkelige start i deres debutkamp. Modstanderen var selvfølgelig Chicago Bears, og højst overraskende fik Bears’ ørene i maskinen, da Vikings vandt 37-13. Kampen var et af de få højdepunkter i en sæson som sluttede med kun tre sejre til vikingerne, men allerede fra start viste de, at Bears skulle holde øje med det nye hold i divisionen (dengang NFL Western conference).

Der skulle heller ikke gå mange år, før Vikings stod for den første dominerende periode indbyrdes mellem holdene. 1970’erne står stadig den dag i dag som Vikings’ storhedstid, og det afspejledes også i Bears-Vikings rivaliseringen. Her vandt Vikings 15 ud af 20 opgør mod Bears i dette årti, hvilket gør det til det mest ensidige årti i rivaliseringen.

Fire gange var Vikings i Super Bowl, men Bears har stadig håneretten, når det kommer til Super Bowl sejre. I 80’erne overtog de den dominerende rolle og anført af et drabeligt forsvar, vandt de deres eneste Super Bowl i 1985. Siden da har rivaliseringen været ganske tæt og mange af rivaliserings mindeværdige øjeblikke stammer fra de sidste 20-25 år.

Mindeværdige Øjeblikke

1) Apropos 1985 vandt Bears begge opgør mod Vikings i sæsonen. Det første opgør, var dog ikke helt efter bogen. Bears’ normale quarterback Jim McMahon havde inden torsdagskampen mod Vikings fået rygproblemer og var derfor blevet gjort til backup. Den normale starter tiggede og bad gennem hele kampen træner Mike Ditka om at komme på banen. Bagud 17-9 i tredje quarter bukkede Ditka endelig under, og McMahon kvitterede med et 70-yard touchdown på sit første kast. Da han fik bolden igen, kastede han på sit andet kast et 25 yard touchdown. Bears endte med at vende kampen til en 33-24 sejr i hvad, der kendes som “The Viking Miracle”.

2) Noget af det, der gør Bears og Vikings interessante er de mange karismatiske personer og spillere, begge hold har haft. I 1992 kom det til udtryk, da Mike Ditka offentligt slagtede quarterback Jim Harbaugh (ja, den Jim Harbaugh), efter Harbaugh ændrede et løbespil til et kastespil, og efterfølgende kastede en pick-six. På det tidspunkt første Bears 20-0 i fjerde quarter, men den interception ændrede momentum fuldstændigt og startede et 21-points comeback, der sikrede Vikings en 21-20 sejr. Du kan se både højdepunkter fra kampen og Ditkas bombastiske, ja nærmest aggressive, udtalelser efter kampen.

3) Inden opgøret i 2010 kollapsede det oppustelige tag på Vikings stadion pga. kraftigt snefald, og kampen måtte flyttes til University of Minnesotas hjemmebane. I selve kampen slog Bears’ Devin Hester rekorden for flest kombinerede punt og Kickoff return touchdowns, da han scorede sit 14. i karrieren. Det var samtidig hans tiende punt return for touchdown, hvilket tangerede rekorden. Han slog den sidenhen og har nu fire mere end nummer 2. Vikings er det hold, han har scoret flest returntouchdowns mod. I alt blev det til fire styks mod Vikings.

Samme kamp var også Brett Favres sidste kamp i karrieren. Efter Favre oprindeligt var meldt ude af kampen, blev han overraskende klar alligevel. I andet quarter blev han sacket og vendte ikke tilbage til kampen. Kampen blev spillet 20. december, og Favre blev ikke klar til kamp igen i sæsonen. Det var Favres sidste sæson i NFL, og han sluttede dermed karrieren mod en af de divisionsrivaler han terroriserede i årevis, da han spillede hos Packers.