Chicago Bears har officielt placeret linebackeren Jerrell Freeman og receiveren Kevin White på skadeslisten.

Da Chicago Bears i søndags indledte sæsonen mod Atlanta Falcons, måtte både Freeman og White udgå med skader. De er nu officielt blevet placeret på injured reserve, hvilket betyder, at vi tidligst kommer til at se dem i aktion i 8. spillerunde. Det skriver Bears på deres officielle Twitter-profil. 

Receiveren Kevin White måtte udgå med et brækket skulderblad, og det er tredje gang på tre år, at han bliver ramt af en alvorlig skade. Han spillede slet ikke i sin rookiesæson i 2015, mens det kun blev til fire kampe i 2016. 

Med White ude er Bears’ receiverkorps endnu hårdere ramt. Også Cameron Meredith må følge sæsonen fra sidelinjen som følge af en alvorlig knæskade.  

Linebackeren Freeman måtte udgå med en brystskade, der potentielt kan holde ham ude resten af året. I stedet vil det formentlig være Nick Kwiatkoski, der starter i midten af forsvaret, når Bears besøger Buccaneers på søndag.

31-årlige Freeman kom til Bears sidste sommer og startede 12 kampe med 110 tacklinger og fire forsvarede kast. 

Til at overtage deres pladser på holdet, har Bears forfremmet receiveren Tanner Gentry og linebackeren Jonathan Anderson fra practice squad.