Carolina Panthers gav inden sidste sæson Michael Oher en chance, og de har været så tilfredse med hvad han præsterede, at han har fået en ny 3-årig kontrakt.

Efter et rigtig dårligt 2014 blev Michael Oher fritstillet hos Tennessee Titans kun 1 år inde i en 4-årig kontrakt. Det skræmte dog ikke Carolina Panthers væk, og de gav sidste år noget der måske var en sidste chance for den store offensive-tackle.

Det viste sig at være en god idé, og efter en fornuftig 2015 som holdets startende left-tackle, så har Panthers givet Oher en tre årig forlængelse til en værdi af $21,6 millioner.

#Panthers OT Michael Oher signed a 3 year contract extension worth $21.6M in new money averaging $7.2M with $9.5M guaranteed, source said

— Ian Rapoport (@RapSheet) June 17, 2016

Oher der er kendt for filmen “The Blind Side”, der omhandler hans hårde opvækst, blev draftet i 2009 af Baltimore Ravens i første runde. Her spillede han 5 sæsoner uden at misse en kamp, og vandt også en Super Bowl.