Steve Smith Sr. afsluttede søndag en gloværdig karriere, der strakte sig over 16 sæsoner for Carolina Panthers og Baltimore Ravens. I dag erklærede den karismatiske receiver sit endegyldige farvel med et blæret afskedsbrev til Roger Goodell.

Når grundspillet slutter, er det altid med en blanding af vemodighed og en ungdommelig forventningens glæde med udsigt til slutspillet. Det første skyldes, at store NFL-profiler hvert år siger stop, og 2016-sæsonen er ingen undtagelse. Steve Smith Sr. takker af efter 16 forrygende år, hvor han glædede NFL-fans med sin utrolige dedikation, vindermentalitet og ikke mindst sine evner som receiver.
Flere fans havde nok håbet på, at den tidligere Panthers- og Ravens-spiller ville ombestemme sig. Det ser bestemt ikke sådan ud. I dag offentliggjorde Smith, at han har sendt sit afskedsbrev til NFL og Roger Goodell. Et brev, der selvfølgelig blev leveret i bedste Steve Smith Sr. stil: med en kombination af arrogance og glimt i øjet.
“Kære Commissioner Goodell,
Dette (brev) er for at gøre dig opmærksom på, at fra i dag vil jeg, Steve Smith Sr., ikke længere skræmme defensive backs fra vid og sans. Jeg trækker mig tilbage fra NFL,” skriver wide receiveren i brevet.
https://twitter.com/89SteveSmith/status/817344533272870912
Smith er med 14.731 yards og 81 touchdowns et rigtig godt bud på en fremtidig mand i Hall of Fame. Vi kommer til at savne dig, Mr. Smith.