Giv spillerne lov til at fejre. Det er hovedbudskabet i Cam Newtons seneste besked til NFL

Kald det bare Newton’s første lov, men ifølge Carolinas quarterback er der ikke så meget tvivl om, hvordan NFL får seerne tilbage til skærmen i USA.

Den forsvarende MVP har flere gange i år taget bladet fra munden og givet sin ærlige mening om dommerne, reglerne, de sortes forhold, og nu senest NFLs seertal.

Han ville ikke decideret lave en sammenhæng mellem NFLs vigende seertal og de mange straffe for fejringer, men kom dog med denne betragtning:

“Ligaen skal lære at forstå, at det er sjovt at se på.”

Manden der har gjort “The Dab” verdensberømt fortalte, at han havde tændt for sit tv mandag aften udelukkende for at se Odell Beckham’s fejring, hvis  han scorede touchdown.

Giants receiver skuffede ikke og gav sin udgave af  Michael Jacksons “Thriller” dans. Det bedste ved dansen var næsten, at dommerne holdt flaget i lommen, selvom mange spillere er blevet straffet for langt mildere fejringer.

“Se på mig” sagde Newton “Jeg fejrer. Og det er sjovt. Det er lige som, når en spiller får et sack på mig. Jeg prøver ikke at se, hvordan de fejrer det, men det er alt sammen en del af spillet.”

Newton voksede op i Atlanta-området og har set Deion Sanders nærmest fejre sig vej ind i end-zonen med sin klassiske high-step. Det synes Newton kun er rimeligt, at NFL-spillerne får lov til:

“Vi arbejder stenhårdt. Vi er færdige kl. 22 og møder igen kl. 06 næste morgen. Vi fortjener at have det sjovt, og lave lidt lir.”

“Det virker afsmittende for vores fans også. Vi kan godt lide at fejre et stort spil. Hvadenten det er planlagt eller ej. Og det er gengældt af holdets fans. De kommer på stadion og kan godt lide at se deres yndlingsspiller juble.”

“Jeg ved, jeg kan lide det!” sluttede Cam Newton af.

Lad os håbe, NFL lytter!

Er du enig? Og hvad tror du andre grunde kan være til NFLs vigende seertal?
Skriv din kommentar nedenunder.

 

1 KOMMENTAR