Carolina Panthers forstærker sig på cornerback-positionen med Bashaud Breeland.

Det er ikke længe siden, at Carolina Panthers sendte cornerback, Daryl Worley, til de forsvarende Super Bowl-vindere, Philadelphia Eagles, for at få wide receiver Torrey Smith den anden vej. Det skabte et yderligere fokus på cornerback-positionen i Carolina, og det har de nu adresseret ved at hente Bashaud Breeland fra Washington Redskins.

Breeland forlader Washington efter fire sæsoner, hvori han startede i 57 kampe med 59 forsvarede kast og otte interceptions som følge. Den 26-årige cornerback ventes af få en 3-årig kontrakt med Carolina Panthers til værdi af cirka 144 millioner danske kroner, hvoraf cirka 66 millioner danske kroner er garanterede.

Hvis vi ser nærmere på Breelands statistikker, vil vi se, at han tillod en passer rating på 76,1 og en completion rate på 47,8 pct., hvoraf begge tal rangerer i top 20 i NFL’s opdækningsstatistikker. Det er med andre ord en dygtig og måske overset cornerback, som Carolina Panthers hiver ind.