Buffalo Bills-center Eric Wood har spillet sin sidste kamp i NFL, da en alvorlig skade i nakken har tvunget ham til at sige farvel til sin karriere i sporten.

En af NFLs mest stabile og solide centere over de seneste mange år har desværre snappet sin sidste bold og lagt sin sidste blokering. Buffalo Bills’ Eric Wood er nødt til at indstille karrieren på grund af en alvorlig nakkeskade.

Skaden er ikke sket som resultatet af en isoleret hændelse, men grundet slid og de mange hårde hits, Wood har givet og taget som offensiv linjemand. Heldigvis nåede centeren at være en del af Bills’ første slutspilskamp siden 1999-sæsonen, da AFC East-manskabet blev besejret 10-3 af Jaguars i Wild Card-runden.

Den triste nyhed er et hårdt slag for et Buffalo Bills, som lever af en solid offensiv linje, der kan skabe gode arbejdsvilkår for LeSean McCoy. Det bliver sværere uden Eric Wood.