Free agency er overstået, og draften er næste store begivenhed på NFL-kalenderen. Derfor er det tid til, at vi på Gul Klud kigger nærmere på, hvor de forskellige hold har forstærket sig, hvor de er blevet svækkede, og hvilke positioner de mangler at adressere i draften.
Det er blevet tid til at kigge nærmere på NFLs eneste hold fra New York – Buffalo.

Nævneværdige afgange:
Zach Brown, LB, Kontraktudløb
Robert Woods, WR, Rams
Stephon Gilmore, CB, Patriots
Marquise Goodwin, WR, 49ers
Aaron Williams, SS, Fritstillet
Nickell Robey-Coleman, CB, Kontraktudløb
Corey White, CB, Kontraktudløb
Dan Carpenter, K, Kontraktudløb
Justin Hunter, WR, Steelers
Leger Douzable, DE, Kontraktudløb
Nævneværdige tilgange:
Jordan Poyer, S, Browns
Patrick DiMarco, FB, Falcons
Micah Hyde, S, Packers
Corey Brown, WR, Panthers
Mike Tolbert, FB, Panthers
Vladimir Ducasse, G, Ravens
Steven Hauschka, K, Seahawks
Andre Holmes, WR, Raiders
Re-signede spillere:
Lorenzo Alexander, LB
Jordan Mills, OT
Colton Schmidt, P
Hvem passer ind i det nye forsvar? Og hvem skal gribe boldene?
I free agency har Bills haft lige i underkanten af 40 spillere med kontraktudløb. Det er meget, men heldigvis for Bills, har flere af spillerne været undværlige. Det har været marginalspillere eller nogle, som ikke præsterede godt nok til at få forlænget. Der har dog været en enkelt stjerne, som har forladt holdet, og det kan få store konsekvenser – Specielt fordi han skiftede til en divisionsrival.


Det er nemlig Stephon Gilmore, der har valgt at skifte Buffalo ud med Boston. Patriots kunne tilbyde flere penge og større chance for at vinde, og så takker man jo selvfølgelig ”ja”. Man havde succes med at hente Micah Hyde ind på en relativ stor kontrakt ($30 mio dollars over 5 år), og han kan bidrage med noget fleksibilitet i bagkæden, hvor han kan spille begge safety positioner samt cornerback. Bills har også givet en kontrakt til Browns’ free safety, Jordan Poyer ($13 mio dollars over 4 år), hvilket betyder at Hyde enten skal spille CB eller SS.
Ud over tabet af Gilmore, har man også miste både Nickell Robey-Coleman og Corey White, som var de to cornerbacks der havde hhv 3. og 4. flest snaps på holdet sidste år. Med afgangen af de to og Gilmore mister Bills sammenlagt 1.970 snaps – Hvilket er MEGET.
I stedet for at hente dyre erstatninger har Bills strategi været at forstærke sig med specialister og erfaring. Man har hentet Steven Hauschka i Seattle, og med ham får man nu en spiller, som BÅDE kan sparke field goals OG kan sparke kickoffs. Sidste år havde man de to kickere Dan Carpenter og Jordan Gay på holdet, der havde hver deres spidskompetencer. Fremover kommer man til at spare en dyrebar plads på det lille 53-mands hold, hvilket kan blive vigtig.
De øvrige free agents tilføjer spidskompetencer frem for stjernestøv. Mike Tolbert og Patrick DiMarco er tunge drenge, som begge vil hjælpe med at skabe plads til LeSean McCoy, eller vinde korte distancer for vigtige 1. downs. Tolbert er derudover en vigtig leder, som kan styrke moralen, mens både Hyde, DiMarco og Hauschka kommer fra vindende hold, og kan bidrage til en vindermentalitet – noget man mangler i Buffalo.
På angrebet har man valgt at sige farvel til både Robert Woods, Marquise Goodwin og Justin Hunter, som alle var skuffelser på receiverpositionen. Andre Holmes og Corey Brown er hentet ind, men de er ikke forbedringer, og derfor er der nu et kæmpe behov for receivere hos Bills.  
Karakter: (5/10)
Draften: Bills vælger som nr. 10 i første runde 
*** Læs også: Her drafter holdene i første runde
Bills kom ikke i playoffs i år, og det er der en grund til. Der er flere huller, der mangler at blive lukket, hvis man vil være med der, hvor det er sjovt.
Det mest åbenlyse hul er på wide receiver positionen, hvor Sammy Watkins er eneste playmaker i kastespillet. Skader har forstyrret Watkins’ karriere frem til nu, hvilket har været en stor bet for Bills, der har manglet dygtige spillere på ydersiden til at hjælpe Tyrod Taylor.
Finder man ikke dén receiver, som man håbede på i første runde, er cornerbackpladsen blevet et stort åbent hul. Micah Hyde har mulighed for at hjælpe til på positionen, men der er stadig mange snaps, som skal erstattes.

Draft Needs: WR, CB, QB, OL

Oplagte kandidater for Bills i første runde
Mike Williams, WR, Clemson
Bills har desperat brug for alternativer til Sammy Watkins, der er eneste kvalitetsmål. Skabelonen er ligesom i Oakland, hvor tilføjelsen af Michael Crabtree har gjort ham og Amari Cooper til en giftig duo. Den opskrift kan Bills kopiere, hvis de tager Mike Williams. Clemson-receiveren er stor og er fremragende til at gå op og hente bolden ned fra femte sal. Den fysik vil være et godt alternativ til hurtige Sammy Watkins.
Gareon Conley, CB, Ohio State
Et andet alvorligt hul på holdkortet er cornerback, hvor man skal have fundet en starter og dybde i årets draft. At finde starteren vil man oplagt kunne gøre her i første runde, hvor flere kandidater byder sig til. En af dem er Gareon Conley, der har vind i sine draftsejl lige nu. Han har alle kvaliteterne til at blive et holds primære corner, og sammen med talentfulde Ronald Darby, kan Bills håbe på, at begrænse Tom Brady et par gange om året.
Deshaun Watson, QB, Clemson
Selvom Bills valgte at beholde Tyrod Taylor i denne off-season, viser deres vedvarende tøven omkring Taylor, at de ikke er sikre på, at han er fremtiden. Derudover går rygterne på, at Bills skulle være glade for at par af årets quarterbacks, og en af dem er Deshaun Watson. Han er en naturlig leder, der i college spillede bedst i de store kampe og blandt andet første Clemson til et mesterskab i januar. Han ligner en spiller, der som minimum bliver en solid NFL-quarterback.
ARZ | ATL | BAL | BUF CAR CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB HOU | IND | JAX KC | LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS