Den ellers så lovende runningback Karlos Williams har haft en forfærdelig off-season. Først mødte han op til forårstræningerne alt for tung, derefter fik han 4 kampes karantæne, og nu er han blevet fritstillet.

Bills valgte sidste år runningback Karlos Williams i sjette runde, og det lignede i sidste sæson et fremragende valg. Hele ni touchdowns blev det til, men det ser ud til at Williams har hvilet lidt for meget på laurbærerne efter den sæson.

Williams mødte op til forårstræningerne omkring 20 kilo for tung, hvilket han begrundede med, at han havde sympatispist lidt for meget med den gravide kæreste.

For en lille måned siden fik han også fire kampes karantæne for brud på ligaens misbrugspolitik. Den forfærdelige off-season og den totale mangel på professionalisme, der ligger bag, er på under et halvt år blevet for meget for Bills ledelsen, der i dag fritstillede den 23-årige runningback.

Læs mere: Bills runningback om dårlig form: Skyldes kærestens graviditet

Læs mere: Talent Bills-runningback får 4 kampes karantæne

Fyringen er på trods af det elendige 2016 stadig en lille overraskelse. Williams har tydeligvis et talent, og selvom det er gemt inde under de ekstra kilo, bør talentet også sikre ham en ny arbejdsgiver inden for den nærmeste fremtid. Om den nye arbejdsgiver kan få styr på Williams, må tiden vise.