Buffalo Bills har sikret sig den tidligere Indianapolis Colts-cornerback, Vontae Davis, på en kontrakt af et års varighed.

Free agency er ikke startet endnu, men det betyder ikke, at NFL-holdene ikke har mulig for at få fingrene i dygtige spillere. Buffalo Bills har netop hentet den 29-årige cornerback, Vontae Davis, på en et-årig kontrakt til $5 millioner med mulighed for at tjene op til $8 millioner via bonusser.

Davis blev fritstillet af Indianapolis Colts i november efter at tilbragt seks år hos AFC South-holdet, hvor han i langt størstedelen af perioden markerede sig som en af holdets bedste forsvarsspillere. 2017-sæsonen blev dog ødelagt af en skade, og det er nok årsagen til, at Colts skilte sig af med Davis midtvejs i den forgangne sæson.

For to uger siden blev Vontae Davis sin skade kvit og har siden været på udkig efter sin nye arbejdsgiver. Veteranen har endnu en gang valgt et AFC East-hold, og ligesom i de første tre år af hans karriere, som han tilbragte i Miami, skal Davis stå over for Tom Brady i AFC East.

I Buffalo bliver han del af en stærk secondary, der blandt andre tæller cornerback Tre’Davious White, cornerback E.J. Gaines og safety Jordan Poyer.