Den 25-årige linebacker, Zach Orr, overvejer efter sigende et comeback til NFL. Den tidligere Ravens-spiller annoncerede ellers sit karrierestop i januar, efter en alvorlig nakkeskade.

Det var noget af et chok da Baltimore Ravens’ 25-årige linebacker, Zach Orr, i januar annoncerede, at han stoppede karrieren. Men blot få måneder senere, arbejder Orr angiveligt på et comeback. Det skriver NFL.coms Mike Garafolo.


Orr stoppede karrieren i januar, efter at være blevet ramt af en alvorlig nakkeskade i næstsidste spillerunde. Efterfølgende rådede adskillige læger ham til at stoppe karrieren, da han ville risikere at blive lammet eller miste livet, hvis han fortsatte.
I mellemtiden har den 25-årige linebacker dog opsøgt andre læger. De har fortalt ham, at han ikke ville spille med større risiko, end andre NFL-spillere gør.
Læs også: Young fik sendt flere svinere af i interview
Hvis overvejelserne bliver til noget, vil Orr have muligheden for frit at vælge sit næste hold. Han er nemlig ’unrestricted free agent’ (UFA), hvilket betyder, at han kan skrive under med alle mandskaber uden videre.
Det skyldes, at Ravens i sin tid ikke udnyttede muligheden for at give ham et såkaldt ‘restricted free agent tender’, da de ikke forventede, han ville spille igen.
Inden han blev skadet, spillede Orr en stor rolle for Ravens’ stærke forsvar. Han startede femten kampe med 132 tacklinger og tre interceptions til følge, hvilket gav ham en plads på All Pro-andenholdet.