Kampen på Wembley mellem Jacksonville Jaguars og Baltimore Ravens bliver den første efter Trumps spydige kommentarer om de portesterende spillere. Gul Kluds udsendte fra presseboksen på Wembley Stadium dækker begivenhederne.

Donald Trump har ikke lagt skjul på, hvordan han mener, at protesterende spillere bør sanktioneres. Han opfordrer NFL-holdenes ejere til at fyre de pågældende spillere.  Siden da er Trumps kommentarer blevet mødt af modstand fra blandt andre Seattle Seahawks’ Pete Carroll, som fremover vil markere den politiske protest sammen med sin trup.


Kampen i London mellem Jacksonville Jaguars og Baltimore Ravens bliver den første efter Trumps kommentarer, og er således den første mulighed for, at nye spillere kan markere protesten i lyset af den seneste udvikling. For NFL er hele situationen beklagelig, da kampen i London er ligaens store globaliseringsprojekt, som – med andre ord – bør vise NFL fra sin bedste side.
Kampen tv-transmiteres ydermere gratis via Yahoo, og er den eneste NFL-kamp i sin sendetid, hvilket vil gøre seeropmærksomheden enorm. I presseboksen tales der således intenst om den store gennemslagskraft, som den potentielle protest kan få, mens hele verden ser med.


For få øjeblikke siden udsendte Donald Trump et nyt tweet, som igen går i flæsket på NFL. Denne gang kommenterer præsidenten de faldende seertal, og begrunder dem med, at seerne ikke ønsker at se på “landsforrædere”.


Der er lagt i kakkelovnen til en stor dag på Wembley Stadium. Ikke blot sportsligt, hvor både Jacksonville Jaguars og Baltimore Ravens skal vise, at den positive sæsonstart ikke skyldes ringe modstand, men at de faktisk er til at regne med i slutspilsregnskabet. Men også politisk, hvor NFL måske vil opleve de første af en lang række protester mod raceforskelsbehandlingen – som vil blive endnu mere intense end i 2016, hvor Colin Kaepernick lancerede sin personlige protest.