Baltimore Ravens’ startende quarterback, Joe Flacco, er tilbage på træningsbanen efter sin rygskade.

Joe Flacco er atter tilbage efter, at vedvarende rygsmerter har holdt ham på sidelinjen siden slut-juli. På daværende tidspunkt forventede Ravens, at Flacco kun ville misse en uges tid, men skaden holdte i stedet profilen ude i hele opstartsfasen.


Derfor gik der et lettelsens suk gennem Baltimore, da Joe Flacco i dag har gennemført sin første træningssession uden rygsmerter. Hovedpersonen selv var også begejstret over at være tilbage:
– Det føles godt at være tilbage på træningsbanen med mine holdkammerater. Hele min situation i løbet af opstarten har været frustrerende, og jeg har bare ventet på min chance. Det har været vanskeligt at forholde sig helt i ro. Men nu er jeg begejstret over at være tilbage, og jeg ser frem til en spændende sæson.
Cheftræner, John Harbaugh, bemærkede i sin pressekonference, at Flacco lignede sig selv, og at det nu var trænerstabens håb, at den tidligere Super Bowl MVP er endeligt forbi sine skadeskvaler.
Foruden Joe Flacco vendte Breshad Perriman, Danny Woodhead og Ronnie Stanley også tilbage på træningsbanen. Således ser Ravens’ ellers skadesplagede mandskab ud til at falde på plads før sæsonåbneren mod divisionsrivalerne fra Cincinatti Bengals.