Baltimore Ravens’ tight end, Dennis Pitta, kom alvorligt til skade ved fredagens træning. Det drejer sig om hoften, der igennem flere år har voldet tight enden problemer.

For anden gang på bare to dage mister Baltimore Ravens en profil til skader. Torsdag rev cornerbacken Tavon Young et korsbånd over, og fredag er den mangeårige Ravens-spiller, Dennis Pitta, kommet til skade. Det skriver Baltimore Ravens i en meddelelse på Twitter.


”I triste nyheder, skadede Dennis Pitta sin hofte ved dagens OTA-træning, og han gennemgår undersøgelser, der skal afgøre, hvor alvorlig skaden er,” skriver Ravens’ general manager, Ozzie Newsome i meddelelsen.
Det er ikke første gang Pitta skader hoften. Offensivspilleren døjede med hofteskader i tre sæsoner fra 2013 til 2015, og nåede kun at spille syv kampe i løbet af de tre år.
Den 31-årige tight end kom dog stærkt tilbage i 2016 og var en stor del af Ravens angreb. Her optrådte han i alle 16 kampe og nåede at gribe 86 bolde for 729 yards og to touchdowns. De 86 grebne bolde var flest af alle tight ends i NFL.
Hvis der igen er tale om en hofte, der er gået af led, kan vi meget vel have set det sidste til den 31-årige tight end i NFL.


Uanset hvad, så er der tale om utroligt dårlige nyheder for Ravens, hvis angreb i forvejen er tyndt besat.