Den norske quarterback, Alek Torgersen, gør Andreas Knappe selskab i Atlanta Falcons. Lige som Knappe underskrev nordmanden en kontrakt som ‘undrafted free agent.’

Atlanta Falcons virker til at have fået øjnene op for skandinaviske football-talenter. Først hentede holdet danske Andreas Knappe på en kontrakt, der allerede lå klar, før draften var overstået. Nu har Falcons så også fået fingrene i den norske quarterback, Alek Torgersen.


Torgersen voksede op i Californien og spillede football på University of Pennsylvania – et small school-hold – hvor han var starter i tre år. I 2016 ramte han på 66,9 procent af sine kast med 17 kastetouchdowns, otte løbetouchdowns og fire interceptions.
Nordmandens chancer for at få en fremtid i NFL kan ikke betegnes som specielt store, men lige nu er kun Matt Ryan og Matt Schaub de to andre quarterbacks i truppen, så der er mulighed for at vise sig frem for Torgersen. Og hvem ved; måske ser vi en dansker forsøge at beskytte en nordmand, når der er preseason-football på programmet til august?
Alek Torgersen er rent faktisk ikke den første nordmand i Falcons’ historie. Landsmanden Bernt Rognstad spillede faktisk for Atlanta i en kort periode i 1970’erne.