Atlanta Falcons har føjet erfaring til holdets unge forsvar med den 30-årige safety Ron Parker, der kommer til på en étårig kontrakt efter fem sæsoner i Kansas City Chiefs.

Med spillere som Deion Jones, Keanu Neal og Vic Beasley mangler der bestemt ikke ungdommelig kvalitet på Atlanta Falcons’ mandskab. Derfor giver det også god mening at supplere de unge kræfter med rutinerede spillere, og det er lige netop, hvad Falcons gjort.

NFC South-mandskabet har sikret sig den erfarne safety, Ron Parker, på en aftale af et års varighed.

Parker har været i NFL siden 2011, men det var først i 2014 i hans andet år i Kansas City Chiefs, at han for alvor fandt sit fodfæste i ligaen. Fra 2014 til og med sidste sæson har han startet 62 ud af 64 grundspilskampe med 300 tacklinger og syv interceptions til følge.

Nu bliver han en solid reserve til Keanu Neal og Ricardo Allen, og måske kan han endda kæmpe sig til en plads som starter ved siden af Neal.