Atlanta Falcons har forlænget kontrakten med endnu en spiller. Safety Ricardo Allen har fået yderligere tre år på sin aftale for 19,5 millioner dollars.

Svingdøren har været låst i Atlanta hen over sommeren, da holdet i stedet har fokuseret på at langtidssikre vigtige spillere. Quarterback Matt Ryan og venstre tackle Jake Matthews har begge fået kæmpe-kontrakter, og nu er også safety Ricardo Allen blevet belønnet.

Kontraktforlængelse er naturligvis ikke af samme størrelse som Matt Ryans, men tre år for 19,5 millioner dollars er en pæn pose penge på en position, der ikke bliver særligt godt betalt.

Med den nye aftale har Falcons papir på den hårdt-hittende safety til og med udgangen af 2021-sæsonen. Allens kontrakt lyder på 22,4 millioner dollars over de næste fire år.

26-årige Allen har været fast starter for Falcons de seneste tre sæsoner, hvor han har spillet i 46 ud af 48 grundspilskampe og startet i 45 af disse.

Ricardo Allen blev rent faktisk fritstillet af Falcons i sin rookie-sæson, men kæmpede sig flot tilbage på holdet. Herunder kan du se klippet fra 2014-udgaven af Hard Knocks, hvor Allen bliver fyret.