Der var kæmpe forventninger til Reuben Foster, da 49ers valgte forsvarstalentet i første runde af sidste års draft. Men der var også store røde flag ved talentet

Netop på grund af de røde flag omkring Fosters personlighed endte han med at falde helt til 49ers, der valgte ham i bunden af første runde med #31 valget.

Sportsdirektøren i 49ers, John Lynch, havde ellers givet udtryk for, at holdet overvejede at tage ham tidligere, men “heldigvis” for Lynch, var der ingen andre, som tog chancen med den store linebacker.
Det kunne måske hænge sammen med, at Foster, inden draften, var blevet sendt hjem fra Scouting Combine, efter at være kommet i karambolage med en sygeplejer.

Nu er vi dog stille og roligt begyndt at se, hvorfor så mange hold valgte at se bort fra Foster, på trods af det tydelige talent på banen.
Sæsonen var knap gået på hæld, da Foster blev arresteret første gang i sin professionelle karriere.
Det skete i Alabama, hvor han blev stoppet af det lokale politi med Marijuana på sig. Sagen endte med, at han blev løsladt mod kaution.

Men nu – ikke engang en måned senere – er den gal igen for Foster. Han er nemlig blevet anholdt for mistanke om vold, trusler og besiddelse af et ulovligt skydevåben.

En talsmand for 49ers har sagt, at holdet er opmærksomme på situationen og at de tager situationen meget alvorligt.

Foster er siden blevet løsladt efter at kautionen blev sat til $75.000 dollars, men allerede nu verserer der rygter om en kommende karantæne til næste sæson.