Arizona Cardinals må desværre undvære deres center hele sæsonen, da erfarne A.Q. Shipley har revet korsbåndet over. I stedet vil rookie Mason Cole tage over.

NFL’s langsomme tilbagevenden betyder desværre også flere skader. Denne gang går det ud over Arizona Cardinals, der må undvære den erfarne center A.Q. Shipley hele året med en korsbåndsskade.

Skaden efterlader Cardinals ganske tyndt besat på den offensive linje, og det ser ud til at rookie Mason Cole bliver kastet for løverne og skal overtage positionen. Cole blev draftet i tredje runde ud af University of Michigan og kommer heldigvis med en masse collegeerfaring.

32-årige Shipley har de sidste tre år spillet for Cardinals, hvoraf de seneste to år har været som fast mand i midten af linjen. 2018 var det sidste år på hans kontrakt, så Shipley får desværre ikke lov til at vise sig frem mod næste års free agency.