Arizona Cardinals’ træner, Bruce Arians, er bestemt ikke tilfreds med holdets receivere og deres præstationer i preseason.

Bruce Arians lægger ikke fingre imellem, når han snakker om Cardinals’ receiverkorps. Han er nemlig bestemt ikke tilfreds med det, han har set fra dem i løbet af preseason. Det fortalte han til Cardinals’ officielle hjemmeside mandag.
– Jeg må have set syner, da jeg i foråret sagde, at vi havde 12 receivere, der kunne begå sig i NFL, sagde Arians. – Vi har måske to.
Derefter uddybede han og forklarede, at han talte om evigt dygtige Larry Fitzgerald og Jaron Brown. De resterende receivere, der altså har skuffet Arians, tæller blandt andre John Brown, J.J. Nelson, Aaron Dobson, Brittan Golden og årets 3. runde-valg, Chad Williams.
*** Læs også: Endnu en skade rammer en ung Chargers-spiller
Mens de alle har døjet med forskellige skader, har de også haft problemer med selv de simple ting, en receiver skal gøre, når de har været klar.
– Deres ruter, at gribe bolden. De vigtigste ting, en receiver skal kunne, gør de ikke, sagde Arians.
Og det kan få konsekvenser. Arians fortalte nemlig, at de derfor undersøger markedet og holder øje med, hvem der er tilgængelig.
2017 kan meget vel være det sidste år for holdets quarterback, Carson Palmer, og den legendariske receiver, Larry Fitzgerald. Og hvis Arians vil give dem en tur i slutspillet eller måske endda i Super Bowl som afskedsgave, skal især kasteangrebet være bedre, end det var i 2016.
Efter en imponerende 2015-sæson, hvor Cardinals i gennemsnit kastede 288,5 yards pr. kamp, skuffede de i 2016. Her blev det kun til 258,5 yards pr. kamp, mens angrebet ofte hvilede på stjernerunningbacken, David Johnsons, skuldre.