To uger. Så lang tid fik Andreas Knappe på Washington Redskins’ practice squad. Redskins har valgt at lave nye udskiftninger på deres practice squad, og det koster Knappe jobbet.


For to uger siden fik danske Andreas Knappe en ny chance i NFL, da han fik en plads på Washington Redskins’ practice squad. Desværre blev det kun en kort fornøjelse i Washington for danskeren, da holdet nu har valgt at fritstille danskeren for at kigge andre veje.
I følge Gul Kluds kilder er Andreas Knappe for kort tid siden blevet informeret om beslutningen, som vil blive offentliggjort senere i dag.
Redskins har ellers været ramt af mange skader på den offensive linje, hvilket ellers skulle tale for Knappe, men de har altså vurderet, at han ikke var klar til NFL endnu. I sidste uge signede de 3 nye offensive linjefolk til kamptruppen, og i dag bliver Knappe erstattet af en anden offensiv linjemand.
Fyringen betyder, at Knappe nu igen er free agent og kan skrive kontrakt med et hvilket som helst hold – enten til kamptruppen eller til deres practice squad. Det at have været på practice squad i to uger, er dog aldrig en skidt ting, og flere hold har ham helt sikkert på sin radar.
Det er meget normalt, at der sker stor udskiftning på practice squads. Både pga. skader, men også fordi holdene ønsker at se mange spillere an, inden næste offseason begynder. Livet på kanten af NFL-trupperne er meget omskiftelig, og det er den hverdag, Knappe befinder sig i.
I aftes var Knappe til sin første Redskins-kamp, hvor hjemmeholdet tabte til arvefjenderne fra Dallas Cowboys. I dag er han fritstillet. Sådan er de barske realiteter i NFL.
Gul Klud arbejder på en kommentar fra Andreas Knappe.