Wow. Tredje spilleuge blev én af den slags uger, hvor det hele var kaos. Vilde afslutninger, masser af overraskelser og en præsident, der satte hele ligaen og USA på den anden ende. Her er, hvad vi lærte i uge 3.

1) Trumps tweets gav bagslag
Donald Trump holder fast sine kommentarer fra sidste uge om, at spillere, der sidder på knæ under nationalmelodien skal fyres. Men søndag og mandag gjorde spillere, trænere og ejere tredje spilleuge til noget helt særligt, da mange kollektivt satte sig på knæ, låste arme, rejste en knyttet hånd eller simpelthen blev væk fra banen under nationalmelodien. Sjældent har NFL virket så meget som ét stort sammenhold, og er man uenig med Trump var det skønt at se. Trump? Han fortsætter med at brokke sig på Twitter og spillernes aktioner.
2) No Fun League
I foråret åbnede NFL op for, at spillerne igen kunne more sig lidt på banen, når de f.eks. scorede touchdowns. Søndag viste især én episode, at der stadig er grænser. Med godt syv minutter tilbage af kampen mellem Bills og Broncos havde Broncos’ netop sikret en fjerde down, der kunne give udeholdet bolden tilbage og muligheden for at udligne kampen. Men stjernen Von Miller lavede sjov med Bills-quarterback Tyrod Taylor ved at foregive, at ville hjælpe ham op for derefter at fjerne hånden. Begge spillere grinte, men dommer Carl Scheffers hev det gule flag op af lommen og kaldte en straf på Miller. Bills fik en ny første down og brugte yderligere fire minutter på at score tre point, så Broncos ikke kunne nå at komme tilbage. Dum fejl af Miller – men come on… Lad spillerne have det lidt sjovt.


3) Regelændring på vej?
Sjovt havde Lions-spillerne det ikke i Atlanta, da kampen mod Falcons var slut. I lang tid troede de, at de havde vundet kampen på det sidste spil med et touchdown til Golden Tate otte sekunder før tid. Men billederne viste, at Tate ikke nåede helt i endzone, og da reglerne dikterer, at der skal løbes ti sekunder kampuret efter sådan et spil, var kampen slut. Men var det fair? Der kommer muligvis ikke til at ske noget, men en regelændring vil helt sikkert være i spil, når sæsonen slutter.
4) Kun to ubesejrede hold tilbage
Med Lions’ nederlag forblev Falcons ubesejrede, og ud af de 32 hold er det nu kun to hold i ligaen, der har vundet alle kampe. Netop Falcons og Kansas City Chiefs, der på udebane slog Los Angeles Chargers. Andre hold, der var ubesejret inden runden, men som alle tabte var Lions, Broncos, Raiders, Ravens, Steelers, Panthers, Dolphins og Buccaneers. De to sidstnævnte havde dog kun spillet en enkelt kamp. Det vidner om en meget jævnbyrdig liga, og det tegner hamrende godt for resten af sæsonen.
5) Masser af overraskelser
Hvem havde forventet, at Jaguars ville slå Baltimore Ravens med 44-7? Eller at Bears ville slå Steelers i overtime? At Redskins ville lukke fuldstændig ned for Raiders’ angreb? Ikke mange, tror jeg. Det væltede med overraskelser i uge tre, og det er jo derfor vi elsker NFL.
6) London skuffede – men overraskede
Årets første kamp i London var ikke noget spændende opgør. Faktisk var det rimelig hurtigt overstået. Men det var overraskende. Jaguars slagtede Ravens, og viste, at man skal tage både deres angreb og forsvar seriøst. I hvert fald en gang imellem. Det skal blive spændende at se, om de kan holde det gode spil kørende.
7) Brady var Brady
Houston Texans var ved at gøre det onde ved Patriots på New Englands hjemmebane i Foxborough. Faktisk var de urimeligt tæt på at vinde i en kæmpe overraskelse. Men så viste Tom Brady, at han stadig er Tom Brady og kørte en vild angrebsserie, der gav Patriots en føring på tre point. Houston fik en sidste mulighed for at komme tilbage, men det lykkedes ikke, og så fik Patriots sin forventede sejr.
8) 61-yarder afgjorde vildt rivalopgør
Jake Elliott blev på et øjeblik søndag til helt i Philadelphia. Rookien fik med ét sekund tilbage muligheden for at give hjemmeholdet en sejr. Alt, hvad det krævede var et lille field goal. På 61 yards. Men minsandten om ikke rookien sparkede bolden mellem stængerne til vild jubel og hyldest fra holdkammeraterne. Hold øje med Jake Elliott fremover. Det er den slags spark, der kan skabe en karriere.
9) Endelig vilde afslutninger
Meget i tråd med ovenstående, så fik vi endelig en række vilde afslutninger i denne spilleuge. Kampe mellem Eagles og Giants, Falcons og Lions, Bears og Steelers, Packers og Bengals, Patriots og Texans og 49ers og Rams blev alle afgjort til allersidst af marginaler, og det har vi savnet i de første uger, hvor for mange kampe var for ensidige.
10) Dummebøde til Marcus Cooper
Rundens dummeste spil skal vi lige vende her. Bears blokerede i kampen mod Steelers et field goal, og Marcus Cooper samlede bolden op og stormede mod endzone. Af uforklarlige årsager stoppede han dog op ganske få meter før endzone, og så blev bolden slået ud af hænderne på ham, inden han kom helt ind i målzonen. Bears måtte i stedet nøjes med tre point. I sidste ende vandt Bears stadig kampen, men hvornår lærer spillerne ikke at blære sig, før der reelt er scoret? Ikke endnu i hvert fald.