Vi er nået et skridt tættere slutspillet, men billedet af, hvem der kommer til at deltage i januarkampene er kun blevet mere mudret. Hvis det da overhovedet var muligt. Her er, hvad vi lærte i uge 12.

1) Lad os starte med rundens sidste kamp
Green Bay Packers har skuffet fælt i denne sæson, men mandag aften reddede Aaron Rodgers og co. den chance, de stadig havde for at komme i slutspillet. På trods af sejren over Eagles har Packers stadig et stykke vej for at komme med i det fine selskab, men det er bestemt ikke umuligt. For Eagles er muligheden til gengæld næsten væk efter nederlaget.

2) TB200?
Tom Brady vandt i weekenden sin sejr nummer 200 i karrieren. Det var tidligere kun Peyton Manning, der havde nået det tal med sin sejr i Super Bowl 50. En sejr mere og Brady kan med rette kalde sig den mest vindende quarterback i historien. Han er dog heldig, at kampen mod Jets ikke blev hans sidste. Lad os bare sige, at han nok bør holde sig fra at blokere for sin runningback:

3) Payback? Rams slagtet af Saints
Det var Rams’ defensive koordinator Gregg Williams, der i 2010 blev beskyldt for at have startet det, der senere blev kendt som Bountygate. Det kostede blandt andet head coach Sean Payton en hel sæsons karantæne. Søndag mødtes de to så, da Saints slagtede Rams-forsvaret og scorede 49 point. Mest af alle mod Rams siden 2002. Det kan man vel godt kalde en form for payback. Og nå ja, Saints og Payton kørte også lige dette spil mod sin tidligere defensive koordinator:

4) Kalder alle: Kan nogen blive kloge på Bucs?
Jeg havde i hvert fald personligt ikke lige set dem slå Seahawks med 14-5 og ikke tillade et touchdown. Men det var præcis, hvad der skete søndag. Buccaneers har ikke opgivet drømmen om slutspillet og med sejren er de kun én kamp efter Falcons i NFC South.

5) Derek Carr er livsvigtig for Raiders
Oakland Raiders har gang i en fremragende sæson. Inden søndagens kamp mod Panthers var det blevet til otte sejre i ti forsøg, og søndag kom så endnu en. Men det holdt hårdt. Og især da Derek Carr udgik med en skade så det skidt ud for Raiders, der i den grad lod Panthers komme tilbage i kampen ved at vinde tredje quarter med 18-0. Men Carr viste sit værd som Raiders’ – og måske NFLs – mest værdifulde spiller. Han tog en handske på og spillede på trods af smerter, og så vandt Raiders med 35-32 til sidst. Nå ja, Khalil Mack hjalp også.

6) Apropos håndskader
Lesean McCoy så ikke synderligt ramt ud søndag på trods af den skade, han fik i tommelfingeren i sidste uge, og som krævede operation. Søndag scorede McCoy to touchdowns og løb for mere end 100 yards i den forventede sejr over Jaguars. Men var det ikke for Shady, som han kaldes, var det ikke lykkes.

7) Hvordan tabte Cardinals med 19?
Indrømmet, jeg har ikke haft tid til at se kampen mellem Arizona Cardinals og Atlanta Falcons. Men inden opgøret var jeg sikker på, at det ville blive en tæt kamp. Så tæt, at jeg havde den med i mine bets for weekendens kampe med handicap og det hele. Når jeg kigger på kampens stats tyder alt på, at det har været et lige kamp. De to quarterbacks er stort set lige, og det samme med runningbacks. Der er under 30 yards i forskel på de to hold rent offensivt. Så hvordan tabte Cardinals med 19? Anyway… Min pointe er, at stats kan være gode i NFL. Men de er langt fra altid retvisende for en kamp. Det samme kan i øvrigt gælde for et resultat.

8) Doink!
Lyden på det sidste spil i opgøret mellem Broncos og Chiefs, sent søndag aften. Nogenlunde lyden på mit hoved, der ramte væggen, da det gik op for mig, at Chiefs-kicker Cairo Santos havde ramt stolpen – og scoret – på det afgørende field goal i overtime. Sparket kom som tiden løb ud i overtidsperioden, og efter Broncos havde misset et field goal på 62 yards. Chiefs havde udlignet i den ordinære spilletid med et touchdown med ét sekund tilbage og en two-point-conversion. Ouch. Chiefs er nu 8-3, mens Broncos er 7-4, men begge hold har stadig fine muligheder for slutspillet. For Broncos bliver det bare svært at vinde AFC West. Billedet her illustrerer meget godt, hvor tæt det sidste spark var på at misse:

https://twitter.com/davidphotokc/status/803111944752427008

9) Cowboys er det bedste hold i NFL
Målt på record og målt på spil. De kunne nyde søndagen i fred efter kamp allerede torsdag, hvor de med en sejr slog sin dominans i NFC East fast. Cowboys er det eneste hold i ligaen, der har vundet 10 kampe efter 12 uger, og de ligner lige nu et rigtig godt bud på en Super Bowl-kandidat. Spørgsmålet er, om stjerneduoen Dak og Zeke kan præstere i slutspillet, som de har gjort hele sæsonen.

10) Kun to hold ude af slutspilsbilledet
Reelt har en del hold udspillet sin chance. Men rent teoretisk og matematisk er det kun San Francisco 49ers og Cleveland Browns, der ikke kan nå slutspillet. For f.eks. Bears der er 2-9 kræver det, at ca. 5-6-7 resultater går deres vej i hver runde i resten af sæsonen. Not gonna happen.