Regn gjorde livet svært for mange i den forgangne uge – og især kickere havde en meget svær uge. Mere om det længere nede. Og så var der noget med en laser. Her er, hvad vi lærte i uge 11.

1) Blev Chiefs’ virkelige kvalitet afsløret?
Meget er blevet sagt og skrevet om Kansas City Chiefs i den seneste tid. Med 10 hjemmesejre i træk, sejr i de seneste fem kampe og 17 sejre i de seneste 19 kampe har hypen omkring Chiefs været stor. Men i de senere uger har de slet ikke været imponerede, og burde måske have tabt til både Jaguars og Panthers. Søndag gik den så ikke længere med et noget overraskende nederlag til Tampa Bay Buccaneers og alle deres ”streaks” blev stoppet. Konkurrenterne i AFC West siger tak.

2) Kampen mellem turnover-mestrene sluttede næsten uden turnovers
Havde du fortalt mig, at kampen mellem Eli Manning og Jay Cutler, New York Giants og Chicago Bears, ville slutte med kun én turnover havde jeg grint af dig. De to quarterbacks har kombineret for at give bolden til modstanderne flere end nogen andre quarterbacks, siden de kom ind i ligaen. Søndag var kun Cutler i gavehumør – og kun en enkelt gang. Kedeligt! Hvad der ikke var kedeligt var til gengæld kicker Robbie Gould. Han missede to ekstra point. Hvilket bringer mig til næste punkt:

3) Historisk dårlig dag for kickere
Der var en del regn, og en del blæst, og det havde helt sikkert en indflydelse. Men søndag alene blev der misset 12 (!!) ekstra point efter touchdowns, og det var rekord – i hvert fald flest siden man begyndte at registrere det i 1966. Der går en dansk kicker rundt i college. Måske han skulle have chancen. Ellers så prøv med ham her:

4) Detroit Lions skal åbenbart have det svært
For sjette gang i denne sæson vandt Lions, da de slog Jacksonville Jaguars søndag aften. Og ligesom i alle holdets sejre var de bagud i fjerde quarter. Men 10 point i sidste periode af kampen var nok til at vinde med 26-19. Jaguars? Well, lad os ikke snakke om dem.

5) Godkendt debut af Goff
Den unge Rams-quarterback fik sin debut søndag, og som jeg havde forudset endte det med et nederlag. Men Goff spillede i silende regnvejr en ganske hæderlig kamp, og Rams ville have vundet, hvis ikke forsvaret gik helt ned til sidst og lod Dolphins score 14 point i de sidste fem minutter. Dolphins vandt 14-10.

6) Vikings tilbage på sporet
Minnesota Vikings har ikke givet op på sæsonen. Cardinals’ runningback David Johnson gjorde ellers sit til at Cardinals skulle gøre det onde ved Vikings, men hjemme i Minneapolis var Vikings opsat på at vende den dårlige stime. Det gjorde de på baggrund af et kickoff return af Cordarelle Patterson og et 100 yard touchdown på en interception af Xavier Rhrodes.

7) Apropos Cardinals
…Hvad er det med de ældre trænere i NFL? Bruce Arians måtte lige en tur på hospitalet efter turen til Minneapolis i denne weekend. Det skyldes smerter i brystet. Arians var også tidligere på året på hospitalet. Broncos’ head coach Gary Kubiak måtte også lige på hospitalet en tur tidligere på sæsonen med migrænesmerter.

8) Hvor dybt stikker Packers’ problemer?
Packers tabte søndag aften endnu en gang. Denne gang med 42-24 til Washington Redskins. I de sidste fire kampe har Packers nu tilladt 138 point. Ouch. Og i weekenden kom det også frem, at quarterback Aaron Rodgers er havnet i stridigheder med sin familie. Angiveligt på grund af kæresten, skuespilleren Olivia Munn. Hvis nogen har holdt Packers oppe i de seneste kampe er det dog Aaron Rodgers. Så måske går det bare dårligt, fordi forsvaret er ringe.

9) Altid uheldige Colts
Det blev godt nok til en sejr over divisionsrivalerne Tennessee Titans søndag. Men mandag kom det så frem, at Andrew Luck har fået en hjernerystelse. Så det skal blive spændende at se, hvor længe han skal sidde ude. Lige som Colts var ved at komme tilbage på sporet. Øv øv.

10) Lad os slutte i Mexico
Mere end 76.000 tilskuere så med på stadion, da Raiders slog Houston Texans. Det var en hjemmekamp for Raiders, og det var tydeligt, når man hørte publikum. Det var tydeligt, da Brock Osweiler blev lyst i ansigtet med en laser. NFL vil gerne fortsætte med at komme til Mexico City for at spille football. Men de skal måske i første omgang sørge for at få styr på, at den slags ikke sker igen. Houston-fans vil med rette være rasende over både laser-episoden og et hold af dommere, der igen og igen var helt galt på den til Raiders’ fordel. I fjerde quarter især blev det afgørende, da Texans langt oppe på Raiders’ banehalvdel. På en tredje down løb Lamar Miller til en første down, troede alle – ikke dommerne. Så var det fjerde down. Akeem Hunt gjorde det igen, men blev igen målt kort på trods af, at dommerne kiggede spillet igennem på video. Og det var der vist ikke mange, der forstod. Måske skulle man også kigge på det med fuldtidsdommere.