Uge to er overstået, og der blev slået rekorder – både gode og dårlige – mens vi fik et bedre indblik i, hvilke hold og spillere vi skal holde godt øje med i løbet af sæsonen. Her er 10 ting, vi lærte i uge to.

1) Pat Mahomes er vild – Steelers blev historiske tabere
Pat Mahomes skulle kun bruge to uger til at tage NFL med storm. 10 touchdowns uden en eneste interception er status for den unge quarterback efter søndagens sejr på 42-37 over Steelers. Steelers er i øvrigt det første hold meget længe, der taber på hjemmebane på trods af nul turnovers og mindst 37 point. Hold, der spiller så godt, var inden Steelers’ nederlag 386-0 siden 1940. Ouch.

2) Hvad laver I, Cardinals?
Det er blevet til sølle seks point i de to første kampe for Arizona Cardinals. Søndag tabte holdet 34-0 til Rams og de kan simpelthen ikke score point. Mod Rams kom de først over midterlinjen på kampens næstsidte play, og havde kun 5 første downs i hele kampen. Måske har det noget at gøre med, at man ikke giver ligaens måske bedste runningback bolden. Søndag havde David Johnson 48 yards på 13 løb og én reception for tre yards. I sidste uge løb han kun bolden ni gange. Hvad laver I, Cardinals? Giv nu David Johnson bolden!

3) …Og ring nu til Simon!
Altså ikke Cardinals. Men kickerne i NFL var søndag ufatteligt ringe i mange kampe. Mandag førte det til, at både Vikings’ Daniel Carlson og Browns’ Zane Gonzalez mistede deres jobs. Mens jeg skriver dette har de dog begge allerede fået fat i deres nye kickere. Desværre. Men man kan håbe på, at holdene snart giver Simon Mathiesen en chance.

Læs også: Vikings fyrer Carlson, henter Dan Bailey
Læs også: Browns henter ukendt kicker ind

4) Få styr på dommerne, NFL
Der er simpelthen for mange dårlige og forkerte kald hos dommerne i år. En del bliver tilskrevet nye regler, men dommerne bliver ved med at fastholde, at det handler om regler, der hele tiden har været i regelbogen. De har bare ikke været kaldt før. Mest grelt var et roughing-kald på Clay Matthews i kampen mellem Packers og Vikings søndag. Straffen var latterlig, og gav Vikings en sen første down på et spil, hvor Packers ellers lige havde stoppet Vikings på fjerde down. Vikings udnyttede det og udlignede til 29-29. De to hold endte med at spille uafgjort. Det var i øvrigt den anden uafgjorte kamp i de første to uger af sæsonen. Siden 1973 har der ikke været tre uafgjorte kampe i en enkelt sæson.

Læs også: Packers rasende på dommerne

5) Vontae Davis stopper karrieren – midt under kampen!
Den havde jeg alligevel ikke set komme. Både fordi Vontae Davis kun er 30, men også fordi vi er i uge to – og nå ja – FORDI DET VAR MIDT I EN KAMP! Ikke desto mindre fik Bills-spilleren tilsyneladende nok af sit holds uduelige spil mod Chargers, og valgte at droppe hele karrieren – bare sådan.

Læs også: Vontae Davis gik på pension – midt i kampen!

6) Blake Bortles er umulig at blive klog på
Han er nok en af den slags quarterbacks, man aldrig helt får tillid til. Men søndag viste Blake Bortles, at han kan skabe resultater i NFL. Bortles kastede for 377 yards og fire touchdowns mod New England Patriots, der blev sendt hjem med et nederlag på 31-20. Men betyder det, at Jaguars er Super Bowl-værdige i år? Eller er Patriots bare ikke så stærke som tidligere?

7) Fitzmagic for MVP
Det ville være en uoverskuelig opgave at begynde at liste alle de rekorder Ryan Fitzpatrick har slået i de første to uger af sæsonen. Status er, at han har kastet for mere end 800 yards og otte touchdowns med en quarterback rating på 151,5 i de to sejre. Jameis Winston skal ikke forvente, at han har et job som starter i NFL, når hans karantæne slutter efter næste uges kamp.

Video: 75-yard TD fra Fitzpatrick til Desean Jackson på første play

8) Giants skulle have draftet en quarterback
Don’t get me wrong, Saquon Barkley bliver uden tvivl en stjerne i NFL. Men Giants er ikke i en tilstand, hvor de kan vinde nu. Så hvorfor ikke sikre fremtidens quarterback? Eli Manning har ikke lang tid tilbage på banen, og det er langt fra sikkert, at det bliver nemt for Giants at finde en quarterback i de kommende års draft, hvis det skulle blive nødvendigt. Og det gør det.

9) Kevin Byard ny quarterback for Tennessee Titans
Nej, det er selvfølgelig en joke. Blaine Gabbert spilllede kampen for Titans søndag, fordi Marcus Mariota åbenbart var frisk nok til at stå på sidelinjen i sit udstyr, men ikke frisk nok til at spille. Heldigvis er der også andre, der kan kaste bolden. Så da safety Kevin Byard fik muligheden på et fake punt tog han chancen og kastede et touchdown til safety Dane Cruikshank. Det var det første safety-til-safety touchdown nogensinde i NFL. Cruikshanks 66 receiving yards var i øvrigt flest af alle Titans-spillere på dagen. Så deeet.

10) Goodbye playoffs
Statistisk set misser man slutspillet omkring 90 procent af tiden, hvis man starter sæsonen 0-2. Så på den baggrund kan vi i år allerede sig farvel til Cardinals, Bills, Lions, Texans, Giants, Raiders og Seahawks. Steelers og Browns hænger i en tynd tråd med 0-1-1. Ni hold er stadig ubesejret. Kan du nævne dem? (Jacksonville Jaguars, Tampa Bay Buccaneers, Kansas City Chiefs, LA Rams, Cincinnati Bengals, Denver Broncos og Miami Dolphins. Green Bay Packers og Minnesota Vikings er begge også ubesejret, men har kun vundet én og spillet en enkelt uafgjort)