Sidste runde af NFL-grundspillet bliver skudt i gang nytårsaftensdag. Skulle du få tid til at se lidt NFL, er der en del interessante ting at holde øje med. Vi har udpeget 10 svar, som vi håber at få i årets sidste spillerunde.

1) Blev der udstillet svagheder i Jaguars’ forsvar i sidste uge?
Jaguars-forsvaret følte selv, at San Francisco 49ers og Kyle Shanahan fandt nogle svagheder, de ikke selv var klar over, de havde. Det bliver nu interessant at se, om andre hold kan replikere Shanahans opskrift og gøre ondt på det ellers velspillende Jags-forsvar. Første hold, der skal forsøge, er Tennessee Titans, som har brug for sejren, hvis de skal i slutspillet. Deres angreb har været voldsomt skuffende i år, men måske er Derrick Henry en del af løsningen? For første gang bliver han den primære runningback, da DeMarco Murray er skadet. Hvis de kan få gang i ham og benytte play-action ligesom Shanahan, kan de måske gøre ondt på Jaguars.
2) Kan Patriots gøre arbejdet færdigt?
Patriots ligger til at tage førsteseed i AFC. De har nok en gang hevet den ene sejr hjem efter den anden, og det er på trods af, at Tom Brady faktisk ikke har toppræsteret over de sidste 4-5 uger. Nu skal arbejdet gøres færdigt mod et New York Jets-hold med Bryce Petty som quarterback, og hvis det lykkes, går AFC-slutspillet igen, igen gennem Foxborough.
3) Vil et nederlag til Steelers’ reserver koste Hue Jackson jobbet?
Patriots er dog ikke sikker på førsteseed, da de med et nederlag kan blive overhalet af Pittsburgh Steelers, hvis Steelers vinder. Derfor er det også virkelig overraskende, at Pittsburgh ser ud til at ville spare en håndfuld spillere inklusivt Ben Roethlisberger og Le’Veon Bell. Det virker som en dårlig beslutning, men det giver måske Browns chancen for endelig at vinde en kamp og undgå 0-16. Hvis Browns fejler mod Steelers’ reserver, så må Hue Jacksons job være i fare uanset, hvad der tidligere er blevet lovet.
4) Viser Buccaneers noget fight for Dirk Koetter?
I går kom det højst overraskende frem, at Dirk Koetter har fået at vide, at han også næste sæson får lov til at være træner i Tampa Bay. Buccaneers har ellers haft en rædselsfuld sæson med dårligt spil, uro i omklædningsrummet og en franchise quarterback, som ikke har udviklet sig nok over de sidste par år under Koetter. Hvordan Buccaneers kommer ud og kæmper for sagen i morgen vil sige noget om deres holdning til Koetter. Jeg kan stadig godt se Koetter blive fyret, hvis holdet leverer en pinlig præstation, som indikerer, at Koetter ikke har omklædningsrummets opbakning.
5) Kan Falcons bevise værdet mod et slutspilshold?
Falcons har haft en underlig sæson. De har hevet ni sejre hjem, selvom de har haft et ganske udfordrende program. De er dog kun 1-4 mod slutspilshold, og generelt har både forsvaret og angrebet været fint uden at være prangende. Derfor er det tid til, at Falcons beviser sit værd mod et velspillende Carolina Panthers-hold. En sejr sender dem i slutspillet, og det er tid til at Matt Ryan, Julio Jones og Devonta Freeman viser lidt af sidste års blændende niveau.
6) Bliver Chargers det blot andet hold nogensinde til at starte 0-4 og gå i slutspillet?
Kun et hold gennem tiderne er gået i slutspillet efter at have startet 0-4. Det hold var San Diego Chargers tilbage i 1992. Nu kan Los Angeles Chargers blive det andet hold. Anthony Lynn og Chargers-mandskabet har fået vendt sæsonen fint, men skal bruge hjælp i sidste runde for at sikre billetten til Januar. De skal selv vinde, og så skal Titans først og fremmest tabe. Derefter skal enten Bills tabe eller Ravens vinde, og så vil vi se Philip Rivers i slutspillet for første gang siden 2013. Jeg ønsker det inderligt for den underholdende og iltre Rivers.
7) Kan Nick Foles gøre os mere komfortable inden slutspillet?
Jeg er desværre ikke overbevist om, at Nick Foles kan føre Eagles til Super Bowl. Jeg synes ikke, at han har vist nok, og jeg føler, at Eagles kommer til at mangle de sidste 10%, når det spidser til mod de andre gode hold. Denne uge er sidste chance for at gøre mig og andre mere komfortable med hans niveau inden slutspillet. Det skal ske mod rivalerne fra Cowboys, som er en ganske rimelig test for Foles. De er hverken elendige som Giants eller blændende som de kommende slutspilsmodstandere. Vi har brug for at se Foles spille en god kamp i denne uge, ellers er det svært at tro på Eagles resten af vejen.
8) Hvordan ser Patrick Mahomes ud i sin første start?
Kansas City Chiefs har sikret sig fjerdeseed i AFC, og derfor er der også mulighed for at spare Alex Smith i weekendens kamp. Det åbner op for spilletid til rookie Patrick Mahomes, som Chiefs i foråret tradede op i første runde for at sikre. Mahomes var en talentfuld collegespiller, der dog var en noget utilregnelig quarterback hos Texas Tech University. Han har en fantastisk arm, men han var ikke klar mentalt, og der gik ofte backyard-football i Mahomes i college. Hvordan har Mahomes udviklet sig med et år på bænken, og hvor tæt er han på måske at kunne starte? Det bliver virkelig interessant at se. Hvis han brænder banen af, er han formentlig Chiefs’ startende quarterback næste år.
9) Ender 49ers helt udenfor 10 i draften?
49ers var 0-9 og kæmpede med Browns om førstevalget i draften. Men efter Jimmy Garoppolos indtræden har 49ers vundet fire kampe i træk og kan med en sejr på søndag måske ende helt uden for top 10 i årets draft. Rams har valgt at spare deres stjerner i kampen, og 49ers får dermed en lettere vej til den perfekte sæsonafslutning. 49ers-fans kan nu skimte en off season, der kommer i lyset af fem flotte sejre og det faktum, at man har fundet sig en franchise quarterback. Dermed kan fokus flyttes til de andre huller, som rosteret har, og det gør unægteligt free agency og draften noget lettere. Mon ikke vi ser 49ers aggressivt bruge noget af deres megen cap space på at hente forstærkninger.
10) Hvem blamerer sig og koster deres træner jobbet?
Der er adskillige head coaches og koordinatorer, hvis jobsikkerhed er på vippen lige nu. For dem er uge 17 bestemt ikke ligegyldig, da en blamage som sæsonens sidste indtryk meget vel kan koste jobbet. Her tænker jeg på f.eks. Detroit Lions, hvor Jim Caldwell har gjort det ok, men hvor man ikke rigtig ser udviklingen i holdet. Jeg har allerede nævnt Buccaneers i punkt 4, men også Jack Del Rio i Oakland eller Jason Garrett i Cowboys kunne ryge, hvis deres hold blamerer sig i uge 17 ovenpå en slemt skuffende sæson. Med hensyn til koordinatorer sidder en erfaren koordinator som Packers’ defensive koordinator, Dom Capers, usikkert i sædet. Han har været i Green Bay siden 2009, men de sidste år har forsvaret ikke leveret. Udover ham kan en stribe andre koordinatorer måske miste jobbet endeligt med en skuffende uge 17.